Nu trykker fast
om Brudens Tinding Kransen,
at intet Kast
den hvirvler bort i Dansen!
Dog ømt og blidt
om Panden ned den tvinger!
Hvor let en Knop fra Myrthekransen springer,
det, unge Piger, véd I lidt.
Nu er det godt.
For Spejlet Bruden straaler
i hvidt og blaat.
Hun med et Blik sig maaler.
Et flygtigt Smil,
et spottende, der røber:
«Jeg var tilfals, saasnart jeg fandt en Kjøber»,
farer ad Læbens Bane hen med Il.
Hvor hun er smuk!
Og dog, hvor blege Kinder!
End blot et Suk
for Mindet, der forsvinder,
en Aanden ud
i dybe, dybe Tanker,
af Sjæl og Aand — saa lyt! din Brudgom banker
Kom ind, kom frit! og hent din Brud!