Som Pailletter, spredte paa det blaa
Himlens Klæde, Stjernerne blege staa.
Maanen deres Glans fordunkler.
Se! de sorte Tegl paa Kirkens Tag
spille med hvidlig Glans i Lag paa Lag
nu da Maanelyset paa dem funkler.
Langs med Kirken gaar der en Allé.
Knapt er et vissent Blad paa dens Trær at se,
Gassen mellem dem slaar ud sin Vifte.
Hist paa Søen blinker koldt et Fyr.
Lyset svandt! og sig atter nu forny’r
for med Mørket atter om at skifte.
Kold er Luften, hedt er dog mit Blod.
Raskt jeg gaar, mens under min rappe Fod
nu og da et lille Isspejl klirrer.
Skarpt begrænset, mørk og gigantisk stor
glider min Skygge henad den lyse Jord,
i hvis Indre ned den stirrer.
Dér er en evig Ild. Mon Skyggen ser
gennem den stivnede Skal, det frosne Ler
ned, hvor de tunge, glødende Bølger vælte?
Nok saa smukt er dog vist mit skønne Syn:
Maanen, der glider langsomt hen over By’n
og Orion med sit gyldne Bælte.
1859.