Du ene, du kære,
min Søster i Ømhed og Slægt af min Aand!
Hvor rene, hvor skære
de Følelser er, i hvis ledende Baand
vi søger hinanden, det aner de ikke,
som sender os dumme, hadfyldte Blikke,
Thi vidløs og lav
er den Raahed, som lever i Avind og Had;
men nidløs og brav
din Sjæl, stærk som Glavind ved Glavind i Rad.
Det huer mig, du, jeg er ej for de myge,
de slatne, de syge;
jeg lider ret vel den, som trodser en Stad.
Se, jeg er som du,
fast i Hu,
stærk ved Foragt
og vi kræver det samme: en Mand, der er Magt,
uforsagt, uforsagt,
blød som Voks, haard som Staal,
kold som Is og hed som et luende Baal.
Blødsødne! han røber sig ikke for Jer.
Du, Clara, kender mig, som jeg er.
Tag, af den Sæd du har saat,
Daad som din Udsæds Grøde —
hilset af Hundemusik.
Blot dit Bifald blev naat,
hvad gør det, at Køterne gø’de
bag mig ad Vejen, jeg gik.
Hvis idag dit Hjerte var tungt,
hvis dit Blik var slørt af en Taare,
fjern Tid tyktes dig mørk
husk, at mit Banner er ungt
og at Blodet er Ild i min Aare,
Søster, ved Tro dig styrk!
Styrk ved Haabet din Sjæl
om en rigere Tid, om en bedre.
Se da frem uden Frygt.
Vist er Ventetid fæl,
men, o du, jeg vil hylde og hædre,
Sejr det er Fasthed og Kløgt.