Ja, kære, du var Drømmen,
den fine Gift,
den Dulmedrik,
som til Trøst under Dagenes Strømmen
af Aarets Engel jeg fik.
Du var den dragende Stjerne,
som glimted stærkt,
og vinked huldt
og lokked mig ud i det Fjerne,
til Brystet af Længsel var fuldt.
Ja, kære, du var mig Polen,
var Heltenes Land,
Frihedens Aand
i Kvindeform, klar som Solen,
en Sjæl uden Plet, uden Baand.
Du var en af hine Kvinder
med Sværd ved Lænd,
med luende Hu,
som sprængte mod Polens Fjender,
skønne ved Stolthed og Blu.
Da saa fra din Mund, den søde,
i denne Røst
med Guldets Klang
mig tonede mildt imøde
det Sprog, man om min Vugge sang,
det Sprog, som over alle
min Sjæl har kært,
det eneste Maal,
som jeg mit eget kan kalde
og smedde og svinge som Staal —
det Sprog, for hvis Aand jeg har knælet,
til paa mit Haar
han trykte sit Kys,
det Sprog, i hvis Tempel jeg dvæled
til en Tunge af Ild fra min Pande gav Lys,
det Sprog, iblandt hvis Præster,
naar længst jeg er død,
man vil nævne mit Navn,
det Sprog, som er Lærlingens Mester,
men som slutter min Tanke tæt i sin Favn —
det Sprog, hvis Ler bærer Mærke
af dets Elskers Tryk,
af hans formende Haand,
og i hvis Melodier de stærke
man Aarhundredet ud vil spore min Aand
da smelted, du kære, mit Hjerte,
da, tyktes mig, flød
i denne din Røst
en Strøm af Ømhed, af Smerte,
og af Folkebefrielsens Fremtidstrøst.
Derfor maa vi ikke os skille,
men enes godt
og et Gran forstaas,
saa intet Skønt gaar til Spilde,
som ved os to kunde naaes.
Blev din Broder en Fører for mange
en Herremand med Svende i Flok,
Du blev skabt at begejstre til Sange
og at vie til Daad — det er nok.