O rene Jomfru, tro ham ikke kold,
den tungtalvorlige, hvis mørke Bane
din Vej, saa lys som Stjerneskuddets, krydsed
en enkelt Dag. Vi mødtes, og min Sjæl
bevarer dybt Erindringen om Glimtet.
Tit har jeg lukket mine Øjne til,
kaldt Mindet frem og hentet Dagens Lys
af hin Erindring op. Men vid, mit Hjerte
er Sorgens mørke Hus, og Storme fare
igennem Dør og Vindu. Intet Lys
med sligt et blidt og stille Skær kan brænde
ret længe der. Kun Lidenskabens Fakler
formaa at holde Stormen ud. De vifte,
de røde Fakler, Viljens, Frihedskampens;
og Tankestridens stærke Brande gnistre.
Helt sære Skygger kaste de omkring sig.
Men, rene Jomfru! tro ham ikke kold!