Saa skal jeg da surres til Pælen igen,
af en skinhellig Pøbel begloes og betragtes,
og mit Hjerte skal smides for Hundene hen,
og mit Navn skal flaas, og min Stolthed skal slagtes.
Det er endt. Jeg skal hjem. O mit Fristed, Farvel!
Luft, du klare, hav Tak! Tak, Italiens Kvinder,
som med Skønhed beriged og fyldte min Sjæl!
Og I Marmorpaladser med lysende Tinder!
Det er endt. Jeg skal rejse. Farvel! Farvel!
Ak, I spørge, I Solbørn, hvorhen jeg vil gaa.
Spørger ej! Der er mørkt, der er trist, hvor jeg fødtes.
Her min Vej med Granatrosens Flammeblomst strødtes,
hist er Vejen moradsig og Himmelen graa.
Ingen Søjler og dejlige Statuer staa,
ingen glødende Tavle fik Liv der i Landet,
og et Menneskeliv helt forkrøblet I saa
i forknyttet Fordummelse sive i Sandet,
ifald Eders Blikke saa vidt kunde naa.
Et mig trøster, et Forsæt: Jeg giver mig ej.
Var en Gabestok sikker — i Trods har jeg levet,
og Intet af hvad jeg har villet, har skrevet.
har tænkt og har elsket, fornegtede jeg.
Jeg er svag, lad saa være, jeg véd, hvad jeg vil.
Jeg er tomhændet, sandt! men jeg har mine Hænder.
Og bebrejder mig ej, at jeg er lutter Ild!
Højst nødigt det gøres, at saadan jeg brænder:
Hin Is skal jeg smelte, saa Ild maa der til.
Marcuspladsen. 7. Juli 1871.