Roser har han knækket
og Torne har han brudt,
Kransen har han kastet, neppe flettet,
Ørne har han stækket
og Duer har han skudt,
Kvinder har han favnet, flyet, forgættet.
Men En, der er, hvis Billed ham forfølger.
Vel fem hundred Mile
mellem dem er lagt,
dog bestandig naaer ham hendes Stemme:
"Dræbt er Søvn og Hvile,
Dødens Kalk mig rakt,
Den, du elsked, saa du kunde glemme."
Ti, ramte Fugle synge ikke mere!
Salte, stride Taarer!
Stumme Poesi!
Kvindegraad ham i hans Hjerte skærer.
Trolddom lig den daarer,
lokker taus ham i
fine Garn, der dybt tilblods ham snærer.
Nej, brudte Stængler blomstre ikke mere!
Roser har han knækket,
ak! at han dem brød,
Duer dræbt, hvi maatte han dem jage!
Selv de Længslen vækked,
ung dens Bud han lød.
Derfor døver han den fjerne Klage:
Forbi, forbi og frem! Se ej tilbage!