Hvad det gælder er Menneskeaandens Revoltering,
og der skal De være en af dem, som gaar i Spidsen.
Henrik Ibsen (20. December 1870)
Ja, jeg var ung, da jeg efter en lang
pinlig og trøstløs Tvivlen og Vaklen
modtog af Aanderne endelig Faklen,
der for bestandig vil lede min Gang.
Klart da jeg saa ved dens straalende Flamme:
Magter der baste
Forskning og Tanke,
Magter, der kaste
for Frihed Skranke,
dem vil al Løgnens Forbandelse ramme.
Sandhed og Frihed er Et og det Samme.
"Alle maa høre det. Tal til Enhver!"
Saadan, o henfarne Store! I mane.
Sandhedens aldrig besejrede Fane,
straks, blot den løftes, vil samle en Hær. —
Drøm af et Barn, henvejret itide!
Fordom trues,
og Masserne flokkes;
men Sandhed kues
slet Ingen rokkes.
Snart var de tallte, som stod ved min Side,
ene jeg første Gang maatte stride.
Det blev bestandig den Bistand, jeg fandt.
Huggene skarpere faldt, da jeg ægged
stedse paany, og da Ingen mig dækked;
Frænder gav Lempe-Raad, Venner forsvandt.
Fostbroderskab! ak din Tid er forgangen.
Saa blev jeg hærdet,
saa blev en Mand jeg.
Slaa uforfærdet,
skønt ensom, kan jeg.
Ofte jeg spejded dog ud over Vangen;
efter en Stridsven levede Trangen.
Broder! jeg fandt dig. Hvad gør det mig vel,
at du en Høvidsmand er uden Lige,
mens jeg blev skabt til som Væbner at krige
sammen vi høre med hele vor Sjæl.
Ja, vi til Oprør vil Aanderne kalde!
Dristigt at rive
ud dem af Døsen,
beaande, belive
være vort Løsen.
Er det end mørkt, det skal lyse for Alle.
Broder! Engang ville Taagerne falde.
Hospitalet i Rom, Natten mellem 9. og 10. Januar 1871.