Den 32. Psalme
Mel. (af Kingo) Ret nys gik Solens Klarhed hen.
Mel. (af Kingo) Ret nys gik Solens Klarhed hen.
1.
Hvor ere de lyksalige,
Hvis Affald er forgiettet af vor Gud;
Hvis Synder er’ tildækkede,
Og hos Alvidenheden sletted’ ud;
Som qvæles ei af bittre Siele-Nag,
Held dem! udi hvis Aand er ei Bedrag —
2.
Jeg taug, og blev, imens jeg taug,
Ved Hylen Dag fra Dag mig selv ulig,
Jeg ældedes, min Kraft tog af,
Thi, Gud! din Haand laae tung og svær paa mig,
Min Leve-Kraft udtørredes, som Græs,
Der tørres bort, hvor skarpe Vinde blæs’.
3.
Gud! da bekiendte jeg mit Fald,
Og skiulte ei min Synd mod dine Bud;
Jeg sagde: o! jeg vil og skal
Bekiende frit mit Affald for min Gud,
Og da: min Kraft! som gav min Anger Fryd,
O! da forlod du mig min svare Synd —
4.
Derfor skal alle Hellige
Med Bønner komme for dit Ansigt frem,
Mens der er Tid, og de skal see,
At Vredens Syndflod skal ei naae til dem,
Og stedse skal din Haand betrygge mig,
Held mig! jeg al min Tid skal love dig!
5.
Jeg hører lydt dit store: Jeg —
Jeg, siger du, vil undervise dig,
Og jeg vil lære dig den Vei,
Som du skal vandre paa ustraffelig;
Mit Øie vil jeg holde ved din Daad
Til tryg Advarsel, og til viise Raad —
6.
Hør det, o Menneske! og vær
Ei unge Heste, vilde Muuler lig,
Som du kan neppe komme nær;
Men maae ved Tømmen tvinges frem til dig,
I Tænkende! o værer ei som de;
Thi Straffen bier de Haardnakkede —
7.
Der er for Uretfærdige
Saa mange Plager, som de tugtes ved,
Men Herrens sande Dyrkere
Omgives af hans Fader-Kierlighed —
Saa fryder eder, lover ham enhver,
Som from og redelig af Hiertet er —