Den 31. Psalme
Mel. Lad andre hen i Trældom gaae.
Mel. Lad andre hen i Trældom gaae.
1.
Min Tilflugts Gud! hos dig kan ei
Mit Angest-Raab forglemmes;
O Jehova! det haaber jeg,
Lad ei mit Haab beskiæmmes!
O nei! lad din Retfærdighed
Fremlyse ved
Den Hielp, du mig tilskikker.
2.
Anseer mig med Opmærksomhed,
Hast med min Redning, Herre!
Ja du mig som et Tilflugts Sted
Paa høie Klipper være!
Vær mig en Borg! o! stands du for
Mig Arme, naar
Min Fiende mig anfalde.
3.
Du er dog den Gud Zebaoth,
Hvis Trofasthed ei glipper;
Mig er du som det faste Slot,
Som høie Tilflugts-Klipper;
Du er min Hyrde, i din Favn
Du for dit Navn
Mig gjennem Farer føre.
4.
Riv du de skiulte Garn i tu,
Som man for mig udspænder;
Thi du min Styrkes Gud! thi du
Min Fiendes Trædskhed kiender;
Jeg overgiver trygt min Aand
Udi din Haand,
Mig har du hidtil hiulpet.
5.
Min Gud er sand! mit Haab har Grund;
Thi jeg de stumme Guder,
Som hver en Afguds-Tiener kun
Opdigter og bebuder,
Med hellig Gruelse afskyer,
Og jeg henskyer
Til Gud, som grunded’ Jorden.
6.
Ham tænker jeg — hvor glad derved —
Thi han mig Redning sendte,
Han ansaae min Elendighed,
Og i min Nød mig kiendte,
Han sønderrev med vældig Haand
Mit Trængsels Baand,
Og mig i Frihed satte.
7.
Rek mig endnu din Hielpe-Haand,
Forbarmer i det Høie!
Der er et Mørke om min Aand,
Og dunkelt er mit Øie,
Min Siel beboer med Ængstelse
Et Legeme,
Udtæret, lige en Skygge —
8.
Min Alder bort i Jammer gaaer,
Og under bittre Klager
Bortsvækkes mine korte Aar,
Min Leve-Kraft aftager,
Og mine Been udtæres med —
Ved hvert et Fied
De marvsløse bæve.
9.
Jeg er min stolte Fiendes Spot
Og Naboe-Venners Byrde,
Bekjendtere afskye mig blot
For ei ved mig at styrte,
Naar de paa Gaden møde mig,
De vende sig,
Og mig undflye forskrækked’ —
10.
Ja jeg af alles Tanker er
Saa ganske reent udslettet,
Som den, der er blant Dødninger
Bortsmuldret og forgiettet,
Som det ubrugeligste Kar
Saaledes har
De alle mig forkastet.
11.
Thi Rygtet (som og væbner sig
Og mod mit Hierte strider)
Sig trænger ind og skrækker mig
Med Raab fra alle Sider;
Nys denne Røst som Tord’ner kom:
„Man raadslaaer om,
„At ende dine Dage!“ —
12.
Men talte ere de af dig,
Paa dig jeg mig forlader,
Du er min Gud — o nok for mig,
I hvo der mig end hader!
Min Skiæbne staaer jo i din Haand,
Løs mine Baand,
Bortstød enhver Forfølger.
13.
Dit Ansigt er en Salighed,
Som dette Hierte kiender,
Det lyse fuldt af Miskundhed
Ned, og omkring din Tiener,
Hielp mig! at ikke Spottere
Skal mig bele,
Fordi jeg dig anraaber —
14.
Før maae den, som Medmennesker
Ved Uret langsomt dræber,
Nedstødes taus blant Dødninger;
Før maae løgnagtig’ Læber,
Som frække kan fornærme de
Uskyldige,
Til evig Tid forstummes.
15.
Hvor evigt stort er ei, o Gud!
Det meget skiulte Gode,
Som du har gjemt, og deeler ud
(Naar vi det mindst formode)
Blant dem dig frygte — endog her
Al Verden seer
Hvor trofast du dem hielper —
16.
Du Allestedsnærværende!
Dem skiuler i din Skygge
For Menneskers Forfølgelse,
Du har et Skiul (som trygge
Løvfulde Buske fletted’ tæt)
For dem udseet,
Naar de anklaged’ flygte —
17.
Høilovet være Gud! — thi see!
Mod mig han Under gjorde;
Min Fiende mig indsluttede,
Som inden Fæstnings-Porte,
Og jeg i grum Usikkerhed
Med vilde Fied
Fra Døden Udgang søgte —
18.
Men da jeg rædsom iled’ fort,
Og sagde til mit Hierte:
Jeg jages fra Guds Ansigt bort;
O Jehova! da lærte
Jeg, at mit Raab var hørt af dig,
Imens jeg mig
Bekymrede mismodig.
19.
O elsker Gud hans Hellige!
Han gjennem alle Farer
De Fromme og Retsindige
Omhyggelig bevarer;
Men han med fuld Gjengjeldelse
Hovmodige
Ved deres Trods nedtrykker.
20.
Saa værer da udrustede
Med Styrke fra det Høie,
Og vandrer frem frimodige,
I ledes af Guds Øie,
I, som gaae frem paa Fromheds Stie,
I, alle I,
Som trygt paa Herren haabe —