Hengiv Jer, Kammerater, i Lytten til Sangen i Luften. Den lystigste Lyd er den, der lovsynger Døden. Fløjt med den melodiske Fløjten af Fuglene, Projektilerne —. Fløjt den berusede og unge Overmods Fanfare! Fløjt som det fløjter det natlige Fugletræk deroppe. Fryd Jer over denne dødelige Form for Underholdning. Vid, Kammerater, at hele denne spidsnæbede Sværm Fanden gale os ikke ved, hvor den vil hen —.
Hører I dette Presto af ulyksaligt travle Maskingeværer? Disse Mesterspillere tror at myrde Stjernerne —. Skvadderhoveder! Skyder I med løftet Visir paa 200 Meters Afstand?
O, i denne aandeløse Trommeild, Kammerater, i denne af fløjtende Jernfugle befærdede Nat sker Udløsningen af umaalelige Fond af Kræfter, som for os, der skal dø, er den gudskabte Skønhed. Thi hvad er denne Nats aandeløse Torden, hvad er Fugleflokkene, Projektilernes yndefulde Fløjten, hvad er Humlebierne Granaternes Summen imod Maalet, hvad er Lyden af Flugt og Sang og Drønet som af Verdners Undergang imod Lyden, o Lyden af vort eget unge, bankende H jerte slag ...?