O dine Veje viste dig da dine Maal, min Ven, som troede dit Liv en endeløs Vandring. Og en Kugle var Nøglen til dit Hjem, du som sørgede over din Hjemløshed. Nu spørger du ikke mere de viseste Mænd i Verden om Livets Gaade; thi det Smil om din blege Mund siger, at nu har du løst den . . .
Derude hentede du Lykken, derude fandt dine hede Drømme Ro. Derude udløstes din bitre Trang til at favne, naa Livet i et logisk Møde med Døden . . . Derude svandt din spottende Mine, dit fine Ansigts ydre Kulde, Stenen i dine Træk bort i et fremmed Smil. — Siger det mig, at du fandt din Haabløshed unyttig? Siger det mig, at intet er Spot værd? Eller siger det mig, at alt er Lykke?
Du var ung og ensom i Verden. Du prøvede paa at helbrede din raa Sorg, din Sjæls brændende Øde. Det Smil, du nu smiler, synes at have sænket en Regn i dit Hjertes endeløse Ørken. Er det Afglansen af en, hinsides levende, Lykkefølelse over din Død?