Jeg er en Løber i Gaden, en Dreng, der er hvervet af Hvileløsheden, Rastløsheden, den hvirvlende Bys vilde Jag. Jeg føler en Dag paa mit Hjerte og kender mig mager af Forrendthed.
Jeg er Asfaltens Søn, der stenes og slides af Drømme om Biler og Kiosker, Fliser, Facader, Butikker, Markiser, larmende Hjul og Sporvogne. Min Far var en Sten. Min Slægt er det ubarmhjertige Jern..
Men hvem er min Moder?
Jeg er en Løber, hvis Fod er øm af Distancerne, af Væddekampens Anspændelse, af aarelang Flugt over Asfalten, der blev min Bane. Jeg er min Bys tro og udholdende Løber, i hvis Hjerte Budskabet om Vilje, Ungdom og Sejr ligger indkapslet. Og mine Hænder er knyttede i Løbet.
Mig smerter den haarde Gade, mig smerter de stenede Facader, de larmende Vogne, Reklamernes skrigende Bogstaver. Mig smerter Asfalten, hvis Søn jeg er. I Udmattelse hvisker jeg: O, hvem er min Moder?
Er det den blaa Himmel? Er det den gavmilde Sol? Er det den Blæst, der husvalende stryger min Kind? Er det de rislende Blade?
Jeg føler jeg Dreng kender Gaden. Jeg kender det at møde en Vogn fuld af duftende Blomster. Jeg kender det læskende Smil hos en ung Pige. Jeg kender det stimulerende Haandtryk af en Ven. Og medens jeg hvervet af Hvileløsheden, Rastløsheden løber imod de dunkle Maal, jeg aner, jeg engang vil naa — søger jeg Hvile hos de duftende Blomster, Lindring hos en ung Piges Smil, Tilflugt til en Vens Haandtryk, til den blaa Himmel, Solen og den milde Blæst, den søde, rislende Lyd af Blade —,
spørgende:
Er alt det min Moder?