„De smule Vande pladske foran Boven,
I Seilet blæser Vinden frisk og sund,
Hösthimlens Stjerner speile sig i Voven,
Hvor deilig er en saadan Aftenstund!
För Mörket faldt, vi skimted Herthaskoven,
En kort Seilads tilbage har vi kun;
Snart kunne vi til Hjem og Frænder ile,
Og efter Orlogstogets Möie hvile.
Staldbrödre kjære, mine Stridsmænd kjække
Faa Timers Sövn I vel behöve kan;
Jeg til beleilig Tid skal eder vække,
For Morgengry vi lægge bi ved Land.”
Saa taler Fjölnir paa det höie Dække,
Selv gaaer han hen og tager Ror i Hand;
Ham Himlens Lys den rette Vei forkynder,
Et Elskovskvad i Nattens Ro han nynner.
„Skjön Helga! du min Barndoms Legesöster,
Da jeg blev Ungersvend, da blev du Mö,
Bag tugtigt Liin höit svulmed hvide Bryster,
Blaat straaled Öiet som den salte Sö;
Hinanden let forslaae forelskte Röster,
At maatte skilles tyktes os at döe.
Din Fader bad jeg mygt, i Tugt og Ære:
Lad mig til Hustru faae din Datter kjære.
Han svarte: Pilt, du fordrer noget Meget,
Jeg skal min Öiesteen til dig betroe,
Som Lidet har, du kalde tör dit Eget,
Og Intel til at dele mellem To;
Ei förend Dunet er fra Hagen veget,
Og man har Kampry slaaer man sig til Ro.
Til det du vinder, vil jeg mig betænke,
Kun den, som Noget har, jeg Alt kan skjænke.
Da Isen brast, besteg jeg denne Snekke,
Min Helgas Önsker fulgte mig ombord;
Bort Skibet flöi, som Fugle Vingen strække,
I Vikingsfærd saa vidt om Land jeg foer;
Som Bylte vandt jeg Guld nok til os Begge,
Man lider paa mit Mod som paa mit Ord;
Nu har jeg Skatte, Manddom, Krigerhæder,
Snart vies vi til Freias ömme Glæder.”
Saa synger Fjölnir glad om sin Veninde,
Mens stadig dog han passer Skibets Gang;
For den, som sværmer for en yndig Kvinde,
Ei falder nogen eensom Time lang.
— Men efter Midnat storme barske Vinde,
Fra oprört Dyb der lyder Havfrusang,
Snart sænke Bölger Skuden, snart den hæve,
Af Sövnen vækker Fjölnir sine Gjæve.
Den vrede Vove frækt sin Fraade spröiter
Mod Skyen, som i Mörke Himlen hyller
Og styrter Pladskregn ned fra sine Höider;
En Slyrtesö henover Dækket skyller,
I brustne Tougværk Uveirsstormen flöiter,
En Planke springer, Vandet Rummet fylder.
„Flux ned i Jollen! bjerge vi blot Livet,
Lad Havet sluge Byttet, det har givet.”
Med seige Aaretag de Baaden drage,
Den tumles som et Blad i Hvirvelvind.
„Alfader i sin Varetægt os tage,
Og döe vi, lukke os i Valhal ind.”
Da kæntrer Baaden. „Nu staaer kun tilbage
Useet at blegne med frimodigt Sind.”
De Fleste tömme Dödens Kalk i Vandet,
Kun Fjölnir kaster Brændingen paa Landet.
Han til Bevidsthed kommer, men fornemmer
Paa öde Kyst sig eensom og forladt;
Den grumme Ran paa Havsens Bund nu gjemmer
Hans kjære Ledtogsmænd, hans Skib, hans Skat.
Af Kulde stivne fast hans vaade Lemmer
Ved Hanegal, da endt er mörken Nat;
En Træl, som gik at rögte Bondens Geder,
Paa Veien til hans Faders Gaard ham leder
„Velkommen Sön! hvi seer jeg dig alene?”
— „Vort Fartöi er forliist med Mand og Muus,
Paa Stranden snart opskylle nögne Bene,
Mens Helteaander gaae til Odins Huus.
Hvor lider Helga vel min Mö, den rene?”
— „For tidligt ei med Haabet dig beruus.”
— „Hvad, er hun syg? ak, siig mig om hun döde?”
— „End værre Skjæbnen er, hun gik imöde.
Ved Sommertid, da Fart tilsöes var sikker,
Vort hele unge Mandskab draget væk,
Hvor Helgas Faders Gaard ved Fjorden ligger,
Der gjorde Strandhug en Söhane fræk.
Han med sit Spyd den Gamle gjennemstikker,
Som vil sin Eielod forsvare kjæk;
Den Ransmand log hvad Gods han kunde flytte,
Den værgelöse Helga blev hans Bytte.”
Nu maatte Fjölnir ud i Taarer briste,
Hans hidtil sikkre Fatning ham forlod,
Sit Guld, sit Skib, sin Ven han kunde miste
Med et standhaftigt, uforfærdet Mod;
Men hvo kan Tabet af sin Elskte friste,
Og dog slaae fast lig Bjerget paa dets Fod?
Snart vildt han raser, mod sin Skjæbne brummer,
Og snart han grubler maallös paa sin Kummer.
— Tungt snige sig de korte Vinterdage,
Paa Marken Sneen har sit Tæppe lagt.
Paa frosne Mose, gjennem Skoven drage,
Til mörkt det bliver, Kæmperne paa Jagt;
Ved Arnens Lue lyder munter Sage
Om skjönne Kvinders, stolte Heltes Magt,
Ved Öl og Mjöd man om sin Daad kan minde,
Den, man har udfört, den, man har isinde.
Men saadan Glæde Fjölnir ei fornöier,
For Jagt og Drikkelag han helst er fri;
Forslidte synes ham de gamle Löier,
Og Lögn enhver Stortalers Praleri.
Hans Sorg mod Jorden ned hans Hoved böier,
Han vanker helst paa ubefærdet Sti;
Da pludselig et livsfrisk Haab ham rammer,
Der lysne, i hans Sjæl som Lynets Flammer.
„Maaskee! maaskee min Helga er ilive
Og kydsk og ubesmittet som min Brud,
Ei længer her jeg örkeslös vil drive,
For dig at söge op jeg drager ud;
Et Skib af Nyt mig Skovens Træer give,
Jeg hverver Folk, som lyde vil mit Bud;
At lægge Haand paa Værket jeg mig skynder,
Thi halvt er fuldendt hvad man rask begynder.
De fælde Tömmer, hugge Bjælker lige
Og sammenföie dem med snildrig Aand;
Knap seer man Solen op paa Himlen stige,
For Fjölnir staaer med Öxen i sin Haand,
Man seer ham aldrig fra sit Arbeid vige,
Modvillig lænkes han af Sövnens Baand;
Og Arbeidsfolket smiltes af hans Iver,
Udholdenhed et godt Exempel giver.
Saa hurtigt næsten som i Elskovs Arme
Ved dygtig Idræt Tiden svinde kan;
Da Vaaren kom med Löv, med Lys og Varme,
De havde bragt et lille Skib istand,
Som kunde trodse Storms og Fjenders Harme,
De fik med Möie bragt det ud fra Land.
En halv Snees flinke Gutter Fjölnir fölge,
Med dem han stævner over Havets Bölge.
Ustadig om paa Söen först han flakker,
Til alle Sider speider rundt hans Blik;
Men han kun mödte dorske Kræmmersmakker,
Af hvem han ingen Underretning fik;
Tilsidst han saae en Drage stor og vakker,
Som livlig paa sin vaade Bane gik.
Han heiser Seil for Skibet at indhente,
Den braser op og-synes ham at vente.
Det Förste, som hans Falkesyn opdager,
Saasnart han Snekken er paa bedre Hold,
Er Helga, der hans Hilsen mildt gjentager,
Endskjöndt hun er i gramme Rövers Vold.
„Gjör Skibet klart, snart Blod mit Glavind smager
Giv hid min Brynje og mit Kobberskjold,
Lad Luren kjækt mod Himlens Hvælving gjalde,
Idag vil Fjölnir seire eller falde!”
De tvende Skibe Bord om Bord sig lægge,
Til Entring Fjölnirs Helleflok er först,
Nu raser Kampen paa den store Snekke,
Ved Sværdgny kun foröges blodig Törst;
Dog Skibets Folk maae sig tilbage trække,
Hvor Fjölnir er, er ogsaa Faren störst;
Han trænger frem, mens Seiren bliver vunden,
Mod Agterenden, der er Helga bunden.
Til hende træder hen den Röver lede:
„Tro aldrig, du din Beilers Villie faaer;
Den Blomst, hvorom forgjæves maatte bede
Din Herre, jeg, fast tryglende et Aar,
Han skulde plukke let i Elskovs Hede!
Bundfrosne Mö, tag her dit Ulivssaar.”
Og grumt sin Dolk i hendes Bryst han stöder,
Men flux han under Fjölnirs Dödshug blöder.
Dog med hans Fald er Kampen og til Ende,
Og Alle lystre Seierherrens Ord;
Han sparker hidsigt til sin dræbte Fjende;
„Kast strax det ækle Aadsel overbord!”
Men kjærlig han til Helga sig mon vende
Og sönderskjærer let hvert Baand, hver Snor;
Han bærer hende til et roligt Leie
Og skjænker hendes Saar en varsom Pleie.
„Min Helga! fagreste blandt alle Kvinder,
Hvor du er voxet ud og bleven skjön;
For hvad jeg seer mat blegne alle Minder,
Hvormed jeg fordum trösted mig ilön,
Fast lykkelig jeg nu vor Skilsmis finder,
Da et saa saligt Gjensyn er dens Lön;
Fuldkommen er du, jeg maa dig tilbede,
Kan Livet mig en större Fryd berede!”
„Min Fjölnir! Yngling, da jeg sidst dig mödte,
Nu staaer du for mig som en moden Mand:
Min Lid til dig, det var min faste Stötte,
Da faderlös jeg kom i Trællestand,
For Intet vil jeg nu min Skjæbne bytte,
Jeg seer at Haabet ei bedrage kan;
Min Svaghed vil jeg til din Styrke læne,
Min sande Frihed, det er dig at tjene.”
Saaledes ömt de for hinanden kjæle,
Bevæget taler Stemmen hiid og blöd.
O Haab, hvor skjönt kan du vor Aand besjæle!
Erindrings Kalk, hvor er du stærk og söd!
Men ak, hvorlænge kan vel Lykken dvæle!
— Saarfeber voldte liden Helgas Död,
Da Solen næste Aften gik til Hvile,
Da blegned Læben, saaes ei meer at smile.
For Sorgen Fjölnir er ei fremmed længer,
Den synes ham en gammel, ond Bekjendt;
Skjöndt Taaren ofte til hans Öie trænger,
Hans Bryst er ikke krampesygt bespændt,
For Mildhed han sig mandelig anstrænger:
„Heis Ankret op, lad Stavnen blive vendt,
Til Sjælland, til den Fjord vi gaae tilbage,
Hvor Helga leved sine förste Dage.”
Han gaaer iland med Stridsmænd og med Fanger,
Og snart en Kæmpehöi er kastet op,
En steensat Hvælving ind til Midten langer,
Der hviler Helgas sjælelöse Krop;
En Runesteen med fyndig Indskrift pranger
Höit oppe paa den runde Bakkes Top:
Ung Fjölnir satte denne Steen til Minde
Om Helga, sin hugprude Elskerinde.
„Hvad er paa Jorden nu for mig tilbage?
För jeg fik Bryllup, blev jeg Enkemand,
Har ingen Sön, som kan mit Navn antage,
Min Slægt skal uddöe som en slukket Brand,
Og eensom skal jeg gjennem Livet drage,
Ak, ingen Tid mit Tab erstatte kan;
Hver Kvinde, som jeg lære kan at kjende,
Vil kun erindre mig: det er ei hende.
Dog endnu varmt og ungt mit Hjerte brænder
For nordisk Frihed og for nordisk Tro;
Ei disse Konger ere mine Venner,
Som dysse vil den frie Kraft til Ro,
Men for den tydske Keisers Trudsler render
Og bygge for hans Munkepræk en Bro.
Eet Sted jeg veed, som Syden ei skal tæmme,
Hvor man kan være dansk, naar man er hjemme.
Bort fra sin Hjemstavn nu sin Hu han vendte,
Til Palnatokes Jomsborg hen han drog;
Af Navn hans Heltekraft de Kæmper kjendte,
Med aabne Arme de imod ham tog.
Til sine Brödres Tarv han trofast tjente,
Saa mangt et Slag den djærve Viking slog,
Men allid Höimod hver hans Daad betegned;
I Hjörungvig for Hakons Sværd han segned.