Ud over Borgens Vindebro
I fornemt Optog, To og To,
Borgherrens Hoffolk rede;
De drog en Vintermorgenstund
Med Spyd og Bue, Falk og Hund
De vilde Dyr at bede.
Ved Siden af sin Faders Gjæst,
Herr Strange, tumlede sin Hest
Ung Ingeborg den fagre;
Hun havde kun for Strange Sands,
Men dog den kaade Skimmels Dands
Kun Hallens Fjær lod flagre.
De rede forrest ene frem,
Saa Ingen kunde höre dem
Og see hvordan de talte;
Han brugte alt sit bedste Vid,
Og naadigt lönnedes hans Flid,
Naar Rödme Kinden malte.
Men sidst af alle Rækkens Led
Borgherren allerbagest red,
Fulgt af sin Vaabendrager;
Med Sværd og Landse raske Jon
Saa snild i Tanker, stærk i Haand
Ham overalt ledsager.
— Og Falken steg med dristig Flugt,
Jagthunden fulgte snildt sin Lugt,
Blod farved Spyd og Pile;
Först vog de Björn, saa jog de Hjort,
Og Timerne den Dag saa kort
De hastigt saae henile.
Men dengang Solen mat gik ned,
Det Selskab var af Jagten kjed,
Og Hestene var trætte;
De tænkte paa den lune Stald,
Og Rytterne paa Borgens Hal,
Paa deres Sult at mætte.
Hjem drog de gjennem nögne Skov
Og Slag af jernbelagte Hov
Paa frosne Skovvei löde;
Jagthornets Toner lystigt klang
Og deriblandt en munter Sang,
Mens stundom Hunde gjö’de.
Men dybt fra Skoven sees med Eet
Et Vildsviin fnysende og vredt
Sig ind mod Skaren vende;
Först tænker Ingen paa at flye,
Men fngeborgs Hest bliver sky
Og tager til at rende.
Nu lystrer ingen Ganger meer,
I Flugten Hver sin Redning seer.
Flux Skaren sig adsplitter;
Og först da Skrækken er forbi,
Kun enkeltviis paa sporlös Sti
Til Borgen hjem man hitter.
Og da tilsidst i Slottets Gaard
Forsamlet atter Skaren slaaer,
Endnu man savner Tvende;
Det er den Vaabendrager Jon
Og Ingeborg, den Lillievaand.
Kan Strange miste hende.
Saa gik de ud ved Fakkelskin
Med sorgfuldt og bekymret Sind
De Savnede at söge;
Og i den mörke Vinternat
De vandred gjennem Busk og Krat
Imellem höie Boge.
Da Ingeborg blev revet bort,
Jon fulgte dog i Afstand kort,
Han lod sig ei forfærde;
Den Fart, de skjöd, var ikke seen,
Det Ridt gik over Stok og Steen
Og over Groft og Gjærde.
Forgjæves vil han pröve paa
Om muligt hendes Hest at naae;
Han seer hvorledes Tjörne
Hvast rive hendes side Dragt,
Hvor til hun nærved er med Magt
Mod Stammerne at törne.
En mægtig knudret Egerod
Den stolte Skimmel snuble lod,
Den styrted sprængt tildöde;
I Faldet kastet langt fra den
Og voldsomt slængt ad Jorden hen
Hun maatte haardt sig stöde.
Med Möie Jon sin Hest fik til
Et Öieblik al stande stil,
Sin vilde Hast at dæmpe;
Af Sadlen sprang han hurtigt ned
Og hendes fine Skabnings Led
Han löfted op med Lempe.
Sin skjönne Byrde vilde fro
Han til sin egen Hest betroe,
Ved Töilen hjem den trække;
Men i det Samme Flugt den tog,
Afsted i strakt Galop den jog;
Forladte stod de Begge.
Imens hun i hans Arme laa,
Hun klaged: „Evnen til at gaae
Mit Fald mig vil beröve,
Og herfra hjem, den lange Vei,
At bære mig du mægter ei,
Ei ene tör jeg töve.”
— „Nel, Fröken, tab ei eders Mod;
Endnu jeg veed en Udvei god:
En ubeboet Hytte
I Skovens Indre staaer forladt,
Den kan dog nok i denne Nat
Mod Veiret os beskytte.”
Forsigtigt flytted han sin Fod
Til Hytten, mens hans Hjerteblod
Til Kinderne mon stige;
Maaskee fordi han blev lidt træt,
Maaskee fordi han holdt saa tæt
I Favn den skjönne Pige.
Han tændte Ild i Kvist og Ved,
Omhyggeligt et Hvilested
Af Löv og Mos han redte;
At ligge der han hende bad,
Hvorpaa sin Rytterkappe glad
Han over hende bredte.
— „Hav Tak, min Faders gjæve Svend,
Du er for mig en fuldtro Ven,
Det skal jeg aldrig glemme;
Det gjör mig ondt, at her du maa
Til Hvile uden Nadver gaae,
For min Skyld er ei hjemme.
Men læg dig nu til Hvile kun,
Og sög at falde hen i Blund,
Imedens jeg er vaagen;
For Smerte slumre ei jeg maa,
Aarvaagen vil jeg passe paa,
Om komme skulde Nogen.”
— „Min Fröken, o beklag mig ei!
Hvo er lyksalig vel som jeg,
Der være tör hos eder?
Hvis vi var hjemme nu, jeg sad
I Borgesluens Tjenerrad,
I paa de höie Steder.
Hvor kan jeg tænke paa min Sult,
Naar I mig taler til saa huldt,
Hvor kan jeg söge Hvile,
Naar I maa lide Bröst og Vee,
Naar vaagen jeg kan eder see
Saa venlig til mig smile?”
— „Nuvel, saa pröv da paa engang
At korte mig den Nat saa lang
Ved Folkesagn og Vise;
Du Mester er deri jeg veed,
Blandt mange Folk ved Borgeled
Jeg tit dig hörte prise.”
— „Der var engang i Frankerland
En Kongedatter, Guldibrand
Hun kaldtes fordetmeste;
Hun var saa frisk som Morgendug,
Hun var som Stjernehimlen smuk,
Saa glad som Fugl paa Kviste.
Med Guld, med Sværd, med klögtig Aand
Der beilede til hendes Haand
Saamange Kongesönner;
Men der var Ingen deriblandt,
Som hendes Hjertes Bifald vandt,
Hun lo ad kjælne Bönner.
Da hendes Fader, Kongen, vred
I Harme svor saa dyr en Ed:
Jeg lader höit kundgjöre,
At den, som i Turnering kan
Mod alle Andre holde Stand,
Som Brud dig hjem skal före.
Herolden kaldte, Luren klang,
Sig Skranken aabned, Hingste sprang,
Der splintred Landser mange;
Til Jorden mangen Ridder faldt,
Mod Ende lakked Kampen alt,
Tilhest holdt kun Prinds Strange.
Da nærmed sig med lukt Visir
En Svend i Rustning uden Siir,
Han syntes lidet övet;
Han fælded Landsen uforsagt,
De stödte sammen haardt, med Magt,
Og Prindsen laa i Stövet.
Sin Hjelm tog Seierherren af,
Da saae man, at hans Stand var lav,
Han var kun Vaabendrager;
Hvad, raabte Kongen, usle Knægt,
Hvortil formaster du dig frækt!
Til Straf dit Liv jeg tager.
Det var Prindsesse Guldibrand,
Hun talte da med stor Forstand:
Min Fader, du har svoret
At den, som holdt i Kampen Stand,
Jeg skulde faae til Ægtemand;
Jeg tager dig paa Ordet.
Thi fornem Födsel, sleben Skik
Og pragtfuld Klædning, söde Blik
Mig aldrig have daaret;
Men ham, der skjöndt af ufrels Slægt
Har Sindet trofast, Modet kjækt,
Mit Hjerte længst har kaaret.
Hun gav sin murehvide Haand
Med Tillid til den yske Jon,
Forbundne blev de Tvende;
Han leved uden Savn og Sorg
Hos sin Prindsesse Ingeborg
Til sine Dages Ende.”
— Her endte Jon sin Minnesang,
Men Ingeborg fra Leiet sprang
Og udbröd: „Taabenakke!
Hvad er det for et Hjernespind,
Hvordan kan det dig falde ind
At staae saadan og snakke!
Gaa udenfor! see efter grant,
Om Ingen hid til Stedet fandt,
El Lys mig syntes skinne.”
Men i det samme Öieblik
Den Hyttes lave Dör opgik,
Og Strange stod derinde.
Han stammed henrykt hendes Navn,
Hun sank lyksalig i hans Favn,
Kys tolked deres Glæde;
Ved dette Syn blev Jon heel bleg,
Han skamfuld ud ad Dör sig sneg,
For skjuult at kunne græde.
I Riddersalen Bryllup staaer,
Og Ingeborg, den væne Maard,
Er smykt med Brudekrandsen;
Ved Flöiters og Oboers Kald
Med Strange gjennem stolten Hal
Hun svæver let i Dandsen.
I Borgestuen Dandsen gaaer,
For Hvermand Dören aaben staaer,
Skalmei og Klaphorn klinge;
Saamangen Bondepige net,
Med Kinden varm, paa Foden let
De Bönderkarle svinge.
Hvi staaer da Jon alene nu
Med rynket Bryn saa mod i Hu?
Hvi fölger han kun nödig
Den vakkre, muntre Pigelil,
Som rækker ham sin Haand saa mild,
Og bliver hurtig mödig?
— Naar den, som har ved Aandens Magt
Et Ideal lillive bragt,
Han troede var at finde,
For förste Gang har klarlig seet,
At Liv og Digt er ikke Eet,
Maa vel hans Taare rinde.
Hvor tit faaer den, som from og reen
Vil söge Livets Oliegreen,
Kun Sorg til Forstegröde;
Thi Livet, som paa Musers Bud
En Digterhjerne klækker ud,
I Verden ei vi möde.
Dog Held Enhver, hvis unge Haab
Er viet ind ved denne Daab
I Savnets ædle Smerte;
Han kan selv i det Svage see
Et Afpræg af en skjön Idee
Og elske det af Hjerte.