Henad Stien vandrer jeg alene,
Over Skuldren er min Bösse slængt;
Solens Bad forgylder Skovens Grene;
I min Taske, let paa Siden hængt,
Gjemmer jeg det Bytte,
Som jeg vandt som Skytte,
Og som dig at give jeg har tænkt.
Aftnen hviler i veemodig Stilhed,
Fuglens Slemme, Vindens Pust er tyst;
Blidt som Himmeldug en salig Mildhed
Daler drömmefuld ned i mit Bryst.
For mit Öie stillet
Er det glade Billed
Af min Fremtids Haab, min Nutids Lyst.
Solens Nedgang farver purpurröde
Skyerne i Horizontens Kant;
Snart er Timen, da jeg dig kan möde
Uforstyrret af alt dagligt Tant.
Under Bögens Skygge,
Uden Vidner trygge
Venusstjernen tit os sammen fandt.
Alt mit skarpe Jægersyn kan skimte
Gjennem Skumringen din lyse Dragt;
Meer end alle Stjerner, naar de glimte,
Glæder mig at öine denne Pragt.
Snelt jeg Elskte, Söde
iler dig imöde,
Du mig drager med magnetisk Magi.
Ak, jeg seer du vandrer ei alene,
Du en Fremmed har til Fölgesvend;
Vil han os vor Sammenkomst formene?
— Dog, maaskee han snart gaaer bort igjen.
Det er jo den lille
Mand, hvis Öine spille,
Ham, der er Alverdens gode Ven.
Ventetid min Taalmod ei skal trætte,
Nærmere jeg gaaer med sagte Trin.
Paa min egen Græsbænk l jer sætte
Svagt belyst af Stjernehimlens Skin.
Mörket mig beskytte,
Useet vil jeg lytte
Til hans Bortgang, træffer saa min Hind.
Hvad! du lader ham paa Skjöd dig tage,
Om dit smekkre Liv han snoer sin Arm,
Sledsk du klapper ham paa Kind og Hage,
Ivrigt kysser han din fulde Barm:
„Hjerlensfryd, du smukke,
Jeg med Vellyst vugge
Vil mig i din Favn saa blöd og varm.”
Krudt og Kugle hastigt ned i Löbet,
Der et Öieblik de dvæle blot;
Naar först Knaldet Kuglens Flugt har röbet,
Hviler den i Hjertets Purpur-Slot.
— Hvor min Haand dog dirrer,
Sigtet det forvirrer,
Taarer gjöre Fængekrudtet vaadt.
Duer, naar de næbbes eller kurre,
Har min Bösse hidtil aldrig skudt;
Nei, jeg vil ei eders Ro forpurre,
Alt min onde Hensigt er fortrudt.
Du tilpriis dig giver
For den lumpne Skriver;
Mit er Hjertet, som er sönderbrudt.
Eensom gaaer jeg atter ind i Lunden,
Rædsom skummel er den trange Sti;
Hornet sætter jeg til Tröst for Munden,
Blæser en tungsindig Melodi.
Falskhed var i hende,
Ak, hvor skal det ende!
Ak, mit Liv er snart forbi, forbi!
Vildsomt sværmed han i Nattens Öde,
Tjörnen sönderrev hans Kjortelflig;
Stundom Hornets Sörgetoner löde,
Hen mod Dagens Gry et Skud, et Skrig.
Fælt, med brustne Blikke
Saae en Bonde ligge
Badet i sit Blod den Armes Lig.
Der er Stilhed hist i Dödninghaven,
Nys forstummed Kirkeklokkens Mund;
Klappet til, beströet med Sand er Graven,
Prydet med en Krands af Buxbom kun.
Vragende al Föde
Græmmer sig tildöde
Paa sin Herres Grav en Jægerhund.
Hist i Huset er Familieglæde:
Svigersönnen har jo Levebröd;
Man tilhöibords byder ham et Sæde,
Han til Alle smiler honningsöd;
Gratulanter glade
Drikke Chocolade.
— Tænker ikke Een paa Skyttens Död?