Ung Adolf paa Herregaarden
Som Huuslærer tjene maa;
Han læser om Dagen med Herrens
Sönner, som Intet forstaae.
For Anna, hans opvakte Datter,
Som knap er voxen endnu,
Kan Adolf i Aftenens Hvile
Nu læse med gladere Hu.
„Du ligner Blomsten i Enge,
Saa skjön og saa reen i Sind;
Jeg seer i dit Blik, og Veemod
Sig lister i Hjertet ind.
Det er mig, som skulde jeg lægge
Min Haand paa dit Hoved med Bön
At Gud vil dig altid bevare
Skjön Anna sagtelig sukked,
Betragted ung Adolf mild;
Han vilde talt, men da lukked
Undseelighed Munden til.
Da traadte ind hendes Fader
Med plump og stöiende Gang:
„For dig, min södeste Pige,
Har jeg truffet et Arrangement.
Vor Nabo, den unge Greve,
Har fundet dig ganske net;
Blandt Hovedstadens Skjönne
Hans Hjerte har flagret sig træt.
Han önsker min Datter til Kone,
Og da jo din Haand er fri,
Opfyldes min gamle Spaadom,
At du gjör et godt Parti.”
Hun vilde svart, men da lukked
Undseelighed Munden til;
Hun stammede frygtsomt hengiven:
„Min Fader, det skee som du vil.”
Saa blev der da Bryllup i Gaarden,
Hvert Mandfolk fandt Anna smuk;
Saa mangen en Giftefærdig
Udstödte Misundelsens Suk.
Men da de traadle for Altret,
Saa bitterlig Bruden græd,
At Præsten blev heelt forbavset
Over egen Veltalenhed.
Og Brudeskaren fortæred
En Mængde Kager og Viin;
Saa slukkedes Lysene, Greven
Til Annas Leie gik ind.
Han gav hende Godser og Gaarde,
Hun aabnede ham sin Favn;
Hun bytted sin Jomfruære
Imod et höiadeligt Navn.
Hun satte Comtesser i Verden,
Af Grever hun kaldtes Mama;
Men Moderen de forglemte,
Naar Brystet de vare vant fra.
Hendes Fingre bar Perler og Stene,
Af Atlask blev syet hendes Sko,
Hun savned ei Hylding og Ære;
Men sjelden man saae hende fro.
Hun kjendte ei Livslystens Solskin,
Ei Sorgernes Nattekuld;
Hun visnede hen som Violen
I Blomstervasen af Guld.
Först sörged ung Adolf en Tidlang,
Saa samled han sig som en Mand
Og sögte i Arbeid den Hvile,
Som Arbeid ei skjænke kan.
Men da han var klog og ærlig
Og sled med udholdent Sind,
Saa steg han sikkert og hurtigt
Paa Hæderens Trappetrin.
Han rostes i skrappe Aviser,
Naar tykke Böger han skrev;
Alverden ham kaldte Etatsraad,
Han Ridder af Dannebrog blev.
Men öde fandt han sin Stue,
Naar hjem fra sin Dont han kom;
Og naar hans Dagværk var sluttet,
Han fölte sin Sjæl saa tom.
Kun sjelden hans Læbe smiilte,
Skjöndt Panden var höi og klog;
Han törredes hen som Violen,
Erindringstegn i en Bog.