Vintren ruger over Land og Stæder,
Lunden aflagt har sin grönne Dragt,
Taagen paa Naturens Ligseng græder,
Blæsten sukker ved den svundne Pragt;
For vi dvæled under Himlens Bue,
Lytted til de muntre Fugles Sang,
Nu vi sidde i den snevre Stue,
Eller langs ad Gaden gaaer vor Gang.
Vintren ruger over Aandens Rige,
Storhed lever kun i Sagas Skrift,
Utilfredse Klagesuk fremstige,
Ringe Mod der er til stolt Bedrift;
Hensynsfrit al lænke, karsk at nyde,
Selv Gemytligheden er forbi,
Mellem vrantne Dommerstemmer lyde
Öllet Klögt og vandet Poesi.
Dog, om ogsaa Uveirsstormen suser,
Blomstrer Rosen paa den Skjönnes Kind
Styrter Regnen ned fra Himlens Sluser,
Solskin har dit unge, friske Sind;
Maae de trætte Gamle Modet tabe,
Haabet djærvl hos Sönnerne opstaaer;
Af Begeistring kan du Glæde skabe,
Naar i Hjertet er en evig Vaar.
— Her er lutter gjæve Ungersvende,
Hver sit Mismod hjemme blive lod,
Glædens Blus forstaae vi nok at tænde,
Der er Varme ved det unge Blod.
Til at lokke frem de gyldne Drömme
Komme Rankens Gaver godt tilpas;
Lad os da med festlig Stemning tömme
Hver sit gode, luefyldte Glas!
Kom da Broder! hold dig ei tilbage,
För Minutet flyer, det grib og nyd!
Ingen Fordoms Baand skal her dig plage,
Giv frimodigt kun din Tanke Lyd.
Kjækt til Önskets Land paa Vinens Vove
Styre du din Kaas for fulde Seil;
Der er idel Guld og grönne Skove,
Og min Lyst din egen Glædes Speil.