Den Mand, som binder Sværd ved Lænd,
Men har ei Mod tillige,
Som ei tör stole paa sin Ven
For Fjender helst vil vige;
Han er ei værd det danske Navn,
Ei værd en nordisk Kvindes Favn,
Ei værd en Ynglings Venskab!
Og du, som vel har Arm til Slag
Men ei til Tanker Ho’de,
Som fægter for en lumpen Sag
Saa glad som for den gode;
Sælg dig, gak i Despotens Sold,
Og vær hans onde Luners Bold, —
Vi maae dig dybt foragte!
Men den, som med et tröstigt Mod
Og med en klögtig Hjerne
Begeistret ofFrer Liv og Blod
For Aandens Magt at værne;
Hans ædle Daad er fri og skjön,
Og trofast Kjærlighed hans Lön;
Vi ham vor Hylding bringe!
— Og derfor herlig er vor Id,
Vi, som for Alvor agte
Ved bramfri, aldrig trættet Flid
Til saadant Maal at tragte:
Mod Dumheds og mod Fjeniders Vold
Med Tankens stolte Herreskjold
At værge Nordens Danmark.
Vor Grundlov være Ret og Dyd,
Paa Sandhed vil vi bygge;
Den skjönne Form vor Gjernings Pryd,
Samdrægtighed vor Lykke.
Ved Aandens Lys med freidig Flid
At skabe Evighed af Tid:
Kan Noget tænkes bedre?