Vaagner op!
Trommen skal hvirvle, tillive den kalde
Fædrenelandets Forsvarere alle;
Rolig den bælmörke Vinternat svandt,
Gjenfödte Kræfter i Stivnen I fandt.
Vaagner op!
Vaagne og vaage maa Hver, som vil fölge
Timernes snare, ustandsede Bölge;
Trællen staaer op for sin Vinding til Slid,
Kæmpen sig reiser for Æren til Strid.
Vaagner op!
Fremtids-Bedrifterne længselsfuldt vente
Efter at Mændene freidigt dem hente;
Alting kun vindes af den, der ei vil
Frygte for Meget at sætte paa Spil.
Vaagner op!
Ussel er den, som i værgelös Slummer
Haaber at glemme sin nagende Kummer,
Altid han skjælver i Rædsel og Frygt;
Men under Vaaben man vaager saa trygt.
Vaagner op!
Herligt at skue de Helte, som drage
Modigt i Kampen i Ungdommens Dage,
Pröve for Retfærd og Frihed en Strid,
Tvinge til Sundhed en sygnende Tid.
Vaagner op!
Reiser jer, Kraftens de fribaarne Sönner!
Skjæbnens Gudinde retfærdig belönner,
Löfter den Kjække til Hæderens Top,
Ryster da Sövnen af Aand og af Krop!
Vaagner op!