Det stolte, bepandsrede Adelsvælde
Kong Christjerns trefoldige Septer bröd;
Forgjæves han vilde med Magt det fælde,
Til nedrig Trædskhed han greb af Nöd.
Svigagtighed bringer sin Herre Skade;
Sil Liv maatte mangen Riddersmand lade,
Men af deres Blod
En Helt opstod,
Som förte ei blot de Faldnes Sönner,
Men væbned mod Kongen de svenske Bonder.
Skjöndt Christjern kæmpede for de Ringe,
Af dem endogsaa forladt han blev,
De tavst saae til, da Munk monne bringe
De danske Hofmænds Opsigelsesbrev;
Hvo tör paa den Underfundige lide!
Mistvivlende voved han ei at stride;
Saa gik han ombord,
Drog bort fra Nord
Og overlod Kjöbenhavn til sin Skjæbne
For Tydskland imod sit Danmark at væbne.
En Svensker besteg sit Fædrelands Trone,
Sin Herskerbyrd han beviste med Sværd;
De Danske tyktes til deres Krone
En holsteensk, fyrstelig Hertug værd.
Sin Hovedstad maatte ved Sult han tage,
Da brast det Bolværk, som stod tilbage
Mod Adels-Skjold
Og fremmed Vold;
Tilintetgjort maatte det nordiske Rige
For ædelig Tydskhed Pladsen vige.
Er ingen Mand iblandt alle Danske,
Som sætter til egen Styrke Lid;
Tör Ingen drage paa Haand Staalhandske
Og fælde Landsen til mandig Strid;
Har man kun Bryst til forknyt at sukke,
Har man kun Hoved til mygt at bukke;
Har Ingen Lyst
Til at pröve en Dyst
For frit at handle, med Magt at byde
Istedenfor paatvungne Hersker at lyde?
— Herr Sören Norby har Gulland inde,
Hans Tilnavn: det baltiske Havs Admiral,
Han strider som Löven, en Snare vil binde,
Han færdes tilsöes som den mægtige Hval.
Hans Herkomst dunkel, men lyst hans Rygte,
Hans Ven den Konge, som maatte flygte;
Hans Herre Gud
Og Frihed hans Bud,
Hans Hjælp i Nöden et snarraadigt Hoved,
Hans Fölge Held med hvad dristigt han voved.
Fra Lybeck udseiler den tydske Flaade,
Men Söen er Norby underlagt;
Det er den Skibsfart til liden Baade,
Han griber de Skuder med kostbar Fragt
For Byttet at dele med sine Svende
Og Eiermændene bort at sende;
Med lystig Spot
Han siger dem blot:
„Den Kryderlugt monne mig sært behage,
Kom derfor snart med lidt Mere tilbage.”
De Sendebud ind paa Kong Gustav trænge,
At han sig Gulland bemestre maa;
Först vægrer han sig, men langt om længe
Han stræber forgjæves det villigt at faae.
Da hverves der Tropper i alle Riger,
Men Norby ikkun til Visborg viger;
En mægtig Hær
Beleirer ham der,
To Maaneder holder han sig mod Fjenden,
Da seer han sin Modstand lakke mod Enden.
„Kan frit ei længer mit Land jeg have,
Skal Fjenden dog ei besætte mit Slot;
Jeg under det heller til Danmark som Gave
End som Erobring til Sverigs Drot.”
Kong Frederik lytter glad til den Bolde
Og lader ham Gulland som Læn beholde.
Bort Svenskerne drog,
De Visborg ei tog;
Til Intet nyttede Hansernes Vrede,
Til nye Tog kan sig Norby berede.
Det næste Foraar i Skaane han lander,
Titusinder reise sig flux paa hans Ord;
Let Kongens Stridsmagt han overmander,
I Malmö den först sig sikker troer.
I Skaane er væltet Kong Fredriks Trone,
Thi Norby holder i Haand Landskrone.
„Styrt Borgen i Gruus,
Skaan Bondens Huus!
Den Mægtige kun jeg har til Fjende,
Er Seiren min, skal den Svage vinde.”
Kong Fredrik sit Hof paa Gottorp holder,
Den onde Tidende vorder ham bragt;
Men at han er fremmed den Spee ham volde
At ei han tör stole paa egen Magt.
Med Bön om Hjælp han til Lybeck sig vender,
I Fællesskab Johan Ranzau de sender,
Paa Skaanes Strand
Han stiger iland;
De lybske Skibe paa Havet sig splitte,
For Ranzaus Ry tiere Bönderne viger,
Saamangen Oprörer falder ved Lund;
l deelte Hobe han dem bekriger,
Tilbage har Norby Landskrone kun.
Dog underkue ham ei de kunde,
De nödtes til ham en Fred at unde;
Han Gulland maa
Til Kongen afslaae;
Til Gjengjæld han for sit Tab at erstatte,
Faaer Sölvitsborg-Læn og rige Skatte.
Dog stadig Modgang hans Haab ei trætter,
Et ledigt Liv meest pine ham maa;
Et strandet Fartöi istand han sætter
Og stævner atter paa Bölgen blaa.
Kong Frederik söger at binde den Gjæve
Og byder ham ved sit Hof at leve.
„Vælg dig en Knægt
Blandt en ringre Slægt!
Kan jeg de Fremmede ei forjage,
Jeg tjener dem aldrig i mine Dage.”
— I Norden er Intet for Norby tilbage,
Hans Flaade splittet, erobret hans Slot;
Fra Hjemmet det elskte han bort maa drage
Og stige Tilflugt hos Ruslands Drot.
Men denne ham intet Herberg byder,
I Taarn han kaster ham som Forbryder.
Tre lange Aar
Saa sörgeligt gaaer
I Trældom for en af Frihedens Sönner;
Da lades han lös paa Keiserens Bönner.
Ved under sin Velgjörers Banner at stride,
Han sögte Lindring for Sorg og Nöd;
For Florenz endtes den Braves Kvide,
En Kugle skjænked ham Heltedöd.
Den sidste Viking, som Norden har eiet,
I Lavrens Land fandt Dödninge-Leiet.
En Mindesteen
Bedækker hans Been.
Længst muldnede Helten til Stöv i Jorden;
Men endnu er Kampen ei endt i Norden.
— Mit Fædreland! skulde dig times den Vaade,
At fremmede Voldsmænd betræde din Strand,
At fremmede Herrer for dig vil raade
Og rive dig bort fra dit Broderland;
Gid Norbys Aand da fra Graven frem træde
For atter at vise til Nordens Glæde
En Herskeraand
Til Mund og til Haand,
Som ei blot önsker men veed at ville.
Gid vækkes den maa, för det er forsilde!