„I den stille Nattetimes Skygge
Ene vandrer jeg i Skoven ind;
Krigsmænd hist om Ilden slumre trygge,
Mellem Stammerne jeg seer dens Skin.
Men skjöndt Dagens Frembrud nærmer sig,
Indre Uro holder vaagen mig.
Frankrig med det lyse Helterygte
Ak, hvor blev din gamle Stolthed af!
Rosbach, Crefeld, Minden saae os flygte,
Der din Krigerhæder fandt sin Grav;
Er den der for evig sjunken hen,
Stiger aldrig frem til Liv igjen?
Skal din sekelgamle Stjerne blegne
For et nybagt Kongeriges Navn;
Maa af Vellyst tæret hen du segne
Uden Villie i en Frilles Favn;
Har mit Fædreland ei meer en Mand,
Da en Hofsnog förer Hæren an?
Kunne blot Intriguer gjöre Lykke,
Er da Lavrens Green for tung en Last,
Siden Mænd kun deres Hoved smykke
Med Paryk og stövet Pudderkvast;
Hyklet Fromhed og letfærdig Pragt
Er det Alt, hvad Tiden har os bragt?
Tys! jeg synes hisset Fodtrin löde.”
— Larmen meer og meer han kommer nær;
Pludselig der tordner ham imöde
Med en barsk, skjöndt dæmpet Röst: „hvem der?
Er du tydsk?” Assas gjensvarer: „Nei!
Frankrigs hvide Lilier tjener jeg.”
Hundred Bajonnetter paa ham pege:
„Modstand nytter ei, dig overgiv!
Hidlil ubemærket vi os snege,
Ti! hvis ikke gjælder det dit Liv.”
Men hans Svar er kun et mægtigt Skrig:
„Vogt, Auvergne, dig for Fjendens Svig!”
Flux en Kugle ham til Jorden strakte,
Förend han fik brugt sit Heltesværd;
Skuddets Knald den franske Forpost vakte,
Tydskerne fandt Fjenden i Gevær.
Dengang Morgengryet blev til Dag,
Drog de bort med uforrettet Sag.
— Lykkelig Enhver, hvis Liv henflyder
Tyst som Strömmen i den stille Aa,
Som hver Alders bedste Blomster bryder,
Mæt af Dage kan i Graven gaae;
Fölgende Naturens milde Bud
Rolig seer sin Livsgnist slukkes ud.
Lykkelig og den, hvis Livstraad brister,
Længe for dens Teen er spunden fuld,
Naar, idel han Heltedöden frister,
Æren spirer paa hans Gravhöis Muld;
Tidligt naaer han til sin Banes Meed,
Finder der en jordisk Evighed.