Ballet er endt, Kehrausen har vi dandset
Baarne af Tonen, ak for sidste Gang;
Glædeberuust fast Intet har jeg sandset,
Alt er forstummet Violinens Klang.
Listende bort sig med slæbende Skridt
Sövnige Herrer og Damer, som gabe,
Tænke: gid vi vare Hjemreisen kvit,
Kunde i Dynerne strax os fortabe.
Deilig er du! dit Öie kjærligt funkler,
Let gynger Rosen, fæstet paa din Barm,
Smilet om Munden Alting dog fordunkler,
Hvid Alabaster er din runde Arm;
Muntert du taler, din Gang er saa let.
Gratien kun din Bevægelse binder,
Dands med sin Elskte gjör Foden ei træt,
Aanden behersker hver legemlig Hinder.
Hörer du Kudsken hist i Gaarden knalde?
Vi, som de Andre, maae vel tage bort;
Ei dog tilbage mægte vi at kalde
Natten, der bortsvandt ikkun altfor kort.
Her jeg dig bringer dit Shawl og din Hat,
Tör jeg dig let med din Kaabe tilhylle?
Hilsende Vært og Værtinde Godnat
Takke vi dem, hvem vor Glæde vi skylde.
Tillad mig op i Vognen dig at lette,
Varmt svöb dig ind, det fryser vist inat;
Hvis du det vil, hos dig jeg vil mig sætte,
Sidder du godt? Velan, Alt er parat!
Kudsk, af din Pidsk lad os höre et Smæld!
Hjulene rasle, og Hestene springe; —
End et taknemmeligt, sidste Farvel
Ville vor Kjærligheds Vugge vi bringe.
Luften er kold, skjöndt skyfri, klar og stille
Stjernerne staae paa Firmamentets Blaae,
Krydsende Stjerneskud paa Himlen spille,
Hurtigt de streife, hurtigt de forgaae.
Svæver for Sjælen et Önske saa klart,
At man det fatter, for Luftsynet slukkes,
Da vil Opfyldelsen vise sig snart,
Ind i sit Eden den Haabfulde lukkes.
Ikkun eet Önske skal mit Hjerte nære,
Ikkun een Længsel lever i mit Bryst;
Altid som nu saa nærved dig at være,
Altid at kunne lytte til din Röst.
Hvad jeg har önsket mig, alt er det skeet,
Ak, men hvor stakket min Glæde skal vare!
Flygtigt forsvinder den som sin Prophet,
Længslen kun staaer som de Stjerner saa klare.
Hvad skal jeg see? de lyse Stjerner blegne!
Dagen sit Frembrud viser alt i Öst.
Vil dette Billed grusomt mig betegne:
Længslen skal slukkes ud som Livets Lyst?
— Blegner end Stjernen ved Morgenens Gry,
Fremtidens Nætter igjen see den funkle;
Saa skal min Længsel opvaagne paany,
Selv om mit Dagværk dens Glands vil fordunkle.
Hestene puste, hastigt frem de skride,
Iilsomt de skynde sig til deres Hjem;
O, hvis de kunde lænke eller vide
Hvad for en Lykke her de före frem,
Langsomt, besindigt de vandrede kun,
Gjerne taalmodige vilde de töve,
Nænnende ei en saa dyrebar Stund
Elskende Hjerter saa grumt at beröve.
Alt er vi hjemme; Kudsk, stands dine Heste,
Og fra dit Sæde ned i Hast dig sving,
Skaglerne lös, og Tommen godt du læste;
Elskte, af Vognen er jeg i et Spring.
Lad mig dig fatte om Midien saa tynd,
Henrykt jeg i mine Arme dig holder,
Fjærlet nedsvæver du; ind dig nu skynd,
Blussende brænder du, Morgenen kold er.
End til Godnat ræk mig din Haand den spæde,
Und mig at trykke varmt paa den et Kys;
Dug paa en Lilie, Taarerne den væde,
Skilles vi maae, för slukt er Dagens Lys.
Hurtigst bortiler den gladesle Tid,
Dog i sit Fodspor den lader tilbage
Som en Erstatning Erindring saa blid.
Den skal forskjönne de kommende Dage.
Bed fromt til Herren for din Hjertenskjære,
Ikkun for dig kan hæve sig min Bön;
Bed ham at altid dig jeg værd maa være,
Bed ham at du maa elske mig ilön.
Lykkelig den, som uskyldig og sund
Trygt tör betroe sig til Forsynets Naade,
Lykkelig den, som i Nydelsens Stund
Ikke en Spire til Anger udsaaede!