Den venlige Juul kalder Glæde frem
I den Riges Pallads, i den Fattiges Hjem,
Den Vinterens Samliv kroner;
Den vækker den barnlige Jubels Klang,
Hos Ældre Erindringens Toner,
Og Menigheden med Præken og Sang
Priser sin milde Forsoner.
Saamangen Vennekreds samler sig
Med Aasynet smilende, Dragten rig
Og Huset i pyntelig Orden.
Men ak! min Juul er ei Glædens Fest,
En Sörgefest er den mig vorden,
Det Sted, jeg besöger, venler ei Gjæst,
Min Gang er til Kirkegaarden.
Ak Moder! den Juul, da du mig forlod,
Mit haarde Tab ei selv jeg forstod,
Dertil var jeg altfor lille;
Vel græd jeg en Stund i min sorte Dragt,
Snart standsed min Taarekilde,
Og atter jeg svang mig uforsagt
Paa min Kjephest, jeg lod ei staae stille.
Men nu, jeg er vorden en voxen Svend,
Nu vender min Barndomssorg igien
Til det trofaste Hjerte tilbage;
Jeg glemmer ei Smerten, din Död mig gav,
Ret aldrig i mine Dage;
Thi staaer jeg nu ved din sjunkne Grav
Med stille, veemodig Klage.
Vi lege med Södskende store og smaa,
Med Venner til Arbeid og Lystighed gaae,
Vi lære af Lærd og Digter,
Vi opdrages klogt ved en Faders Tugt
Til Alvor og strenge Pligter,
En elsket Pige fortryller os smukt,
Men ak! undertiden hun svigter.
En Moders Sjæl er bestandig huld
Og trofast i Pröven som pureste Guld,
Sit Barn kan hun ei forstöde;
Hun skjænker Bifald til skyldfri Lyst,
Medfölelse Sorg, ja Bröde,
Det trætte Hoved ved hendes Bryst
Kan altid sin Hvile möde.
Hav Tak du, som bar mig under dit Bryst,
Hav Tak for din blide, salige Lyst,
Da min Væren du monne opdage;
Hav Tak for din Taalmod i Smertens Stund,
Da du skjænked mig Livets Dage;
Hav Tak for Smilet omkring din Mund,
Da du kunde i Favn mig tage.
Skjöndt selv kun svag du vaagede tro
Om Natten at skjærme den Spædes Ro,
Den Syge din Hjælp at bringe;
Din Vuggesang om det smilende Haab,
Ei overdöves af Tvivlens Raab,
I min Aand den bestandig skal klinge.
Din Stolthed var det at see mig gaae,
Din Glæde at jeg dig kunde forstaae
Og i Modersmaalet dig svarte;
Den fremmede Gjæst paa den vide Jord
Du mildt og forstandigt forklarte
Hvad fatte han kunde af Viismænds Ord,
Af hvad Frelseren aabenbarte.
Og Meget i mig, som er raat og strengt,
Du havde vistnok tilbagetrængt
Ved dit Ord og din Adfærd den blide;
Du havde anet min Tankes Flugt
Og varet mig ad itide,
At ikke jeg först ved Verdens Tugt
Forbedredes ved at lide.
Men ak! du saae kun din lille Sön
Umoden endnu, som en Spire grön,
Da du nedlagde Vandringsstaven;
Du saaede Kjærlighed, men til Höst
Ei vandt du Taknemligheds-Gaven;
Nu lyder uhört min sönlige Röst
Ved den mosgro’de Steen paa Graven.
— Min Nina, min elskede Hjertenskjær,
Som aabned mit Öie for Kvindeværd,
Mig lærte mit Tab at fatte,
Hvis dybe Fölelse, Tale mild
Forlæned mig herlige Skatte,
Kun du alene, saafremt du vil,
Formaaer mit Tab at erstatte.
Uskyldig er du som en Himlens Brud,
Du blomstre som Lilien saa skjær og prud!
Dog snart er vor Ungdom svundet.
O Held mig, at naar du deler mit Navn,
Naar fast vi sammen er bundet,
Naar ömt du trykker min Sön i din Favn,
Jeg atter en Moder har fundet.