Hvor skjönt at ryste Barnetant af Ærmet,
Hvor herligt er det dog at være ung!
Naar Uskyld bliver gjenfödt og beskjærmet
Af Dyd, for hvilken ingen Pligt er tung;
Mangfoldigt, broget Livet har sig nærmet,
Beriger selv en Fattigs tomme Pung,
Man fordrer Alt skal til sin Hensigt svare,
Og Mod man har endnu til at erfare.
Derfor du fra din Ungdomstid ei stjæle,
En gammelagtig Yngling er ei sund.
Hvor ofte have vi med glade Sjæle
En klar og rolig Sommeraftenstund,
Skjöndt Dug og Mörke faldt, dog maattet dvæle
End i det Fri, for vi sank hen i Blund;
Undfly da ikke dine Ungdomsdage,
Som Dögnets Dag ei vende de tilbage.
I satte Mænd, som mig paa Hjerte lægge
I Statsmaskineriets Hestegang
At lede op en Plads, hvor jeg kan trække,
Endnu til Sligt jeg föler ingen Trang!
Som Fugl jeg heller Vingerne vil strække,
Mod Himlen stige höit med livsfrisk Sang;
Jeg offrer ei min Lyst for Statens Sorger,
Man er dog Menneske, för man er Borger.
Og eder, som mig vil velvilligt lede
Til systematisk Kundskabs Tempelhal,
Saa bönligt som en Pigelil kan bede
Sin Moder imod Enden af et Bal
Om ei at tage Afsked allerede,
Men lade hende fölge Dandsens Kald,
Bönfalder jeg, det kan dog ei fornærme,
En lille Stund endnu lad frit mig sværme.
Det er saa morsomt uden Plan at vanke
I Verdenslivets Labyrinth omkring,
Af alle Planter Blomst og Frugt at sanke
Og sorglöst gjöre farefulde Spring,
Snart læne sig til den bevidste Tanke,
Snart lege med Planetens Maanering,
Snart fölge Helten i hans grumme Krige
Og snart at spöge med en yndig Pige.
Men dog jeg haabe tör engang at vinde
En luttret Indsigt i en snever Kreds,
Som Husbond for en brav, retskaffen Kvinde
At leve i mil stille Hjem tilfreds,
Og i Culturens Sprinkelværk at finde
Som brugbar Arbejdsmand min Plads etsteds,
Og först, naar Livets Dont er gjort og færdig,
Som Olding vorde viis og blidt ærværdig.
Vær glad min Ungdomskærlighed, du milde,
Dit Blod jo ruller ogsaa frisk og let;
Ei have vi forstoppet Glædens Kilde
Ved os i Nydelser at sluge mæt.
Begeislret Nöisomhed kan Intet spilde,
Thi hvad for tidligt födes vorder slet;
I trofast Alvor vi vor Elskov gjemme,
I Troen og i Haabet har den hjemme.