Söstre ere Kjærlighed og Glæde,
Haand i Haand man seer dem fölges ad;
Der, hvor Kjærligheden tager Sæde,
Bliver Tanken klar og Aanden glad.
Kunde Mennesket sin Lykke fatte,
Vidste han den inderligt at skatte,
Skjælved Luften ei i Klagesuk.
Kiærligheden skjænker nye Kræfter,
Seierrig er den, som elskovsvarm
I Begeistring Maalet tragter efter,
Klögtig er hans Pande, stærk hans Arm.
Elskovsguder Seierssange synge,
Lavrens Blade paa hans Isse gynge,
Freden vinker med sin Palmegreen.
Den, hvis Hjerte Kjærligheden rummer,
Eier Alt, ham Intet fattes kan;
Morgnen karsk ham vækker af hans Slummer,
Oprömt til sit Dagværk iler han;
Middagsheden ei hans Styrke svækker,
Nattens Mörke mildt hans Lykke dækker
For at krænkes af profane Blik.
Stedse jeg begeistret mindes Tiden,
Da jeg vaagned op i Elskovs Dröm;
Elskte! da du vandred mig ved Siden,
Da du talte til mig huld og öm.
Ubevidste Evner du opvakte,
Ædel Frugt af Livets Træ mig rakte,
— Alt, hvad godt jeg gjör, er Tak til dig.
Lykkelig, naar ind til dig jeg traadte,
Salig, naar du skjænked mig et Blik;
Men og lykkelig, selv naar jeg maatte
Dig forlade, naar fra mig du gik.
Laan er ikkun det, som man kan tabe,
Min du var, derfor jeg kunde skabe
Gjenfödt dig i Tankelivets Hjem.
Ak! hvor snarlig blegne Pigens Kinder,
Elskov svinde kan som Foraarssnee;
Men med Evigheden os forbinder
Kjærlighed til Kjærligheds Idee.
Den er Guddomsgnisten fra det Höie,
For dens Alter alle Knæe sig böie,
I dens Navn bör al vor Gjerning skee.
Kjærlighed, velsignende du sænke
Dybt dig ned i Menneskenes Bryst,
Livets Kraft og Lykke du dem skjænke
Og i Död og Kummer Livets Tröst!
Jordens Barn, naar Kjærlighed besjæler
Dig og over dine Tanker dvæler,
Er du ogsaa Himlens ægte Barn.