Jeg elsker dem alle, de mægtige tolv,
de vældige Piller i Kirkehuset,
som trodsede Lynet og Uvejrsbruset
og aldrig gav sig en Verden i Vold.
De møder mig hvergang der kimes til Fest —
men Tvivleren — Tvivleren Thomas,
ham elsker jeg højest, ham kender jeg bedst.
Jeg elsker den heftige, ildfulde Mand,
som, stor i sin Kærlighed, varm i sin Vrede
og dyb i sin Anger og stærk til at bede,
var snar til at føle sit Hjærte i Brand,
hastig til Forsvar mod Læg og mod Præst —
men Tvivleren — Tvivleren Thomas,
ham elsker jeg højest, ham kender jeg bedst.
Jeg elsker den Jakob, hvis vældige Krav
halvt sprænger den Sjæl, som de gennembæver,
jeg elsker den milde Apostel, som kræver
Hjærte for Hjærte i alt, hvad han gav!
Det kimer til Jul, hvor han byder til Gæst.
Men Tvivleren — Tvivleren Thomas,
ham elsker jeg højest, ham kender jeg bedst.
Hans Kamp mod Tvivlen, hans voldsomme Brud,
hans Angest for ikke at finde det rette,
hans grublende Søgen, hans Jubel i dette —
de frigjortes Lovsang —: Min Herre, min Gud!
alt det har jeg følt som mit eget —
den ensomme har til de ensomme Bud.
Hver Jul, naar det kimer Alverden om,
jeg synes, de tolv gaa med Sang gennem Staden
og hilser hver fattig, hver vildsom paa Gaden,
kun ikke den Døgnfluesjæl, som er tom.
De kalder til Fryd, og de kalder til Fest!
Men Tvivleren — Tvivleren Thomas,
hans Sjæl føler dybest ved Børnenes Fest.