Ud fra de syngende,
aabnede Lydhuller
lokker og kalder det —
ned fra de snefyldte,
fryndsede, fnuggede
Grankogler falder det — —
Farver i fineste Fosforglans
lysende lægger sig,
hvor under sølverne,
dunhvide Snetæpper
Skovbunden dækker sig — —
Du, som gik fredsforladt
ude, hvor knugende
Ensomhed kaared dig,
følte de sugende,
stikkende Blikke
svide og saare dig,
frigør din Sjæl og dit Hjærte,
det frysende, lukkede,
frigør din Tanke, hvor længe
og saart den end sukkede!
Fred- og frydbringende
kalder de kimende
Julekvældsklokker dig —
dybt i Guds Kærlighed
bunder den bævende
Tone, der lokker dig.
Du, som gik træt
paa en Jord, som er kold,
i en Verden, som elsker
det larmende,
gaa efter Klokken
og kast dig
med Fryd i Gudsarmene.