Jeg sad ved en gammel Kirkedør,
— jeg kendte den godt, havde set den før
— jeg vidste blot ikke hvor.
Jeg gik i den gamle Kirke ind —
jeg følte, den havde haft Magt i mit Sind —
jeg husked blot ikke naar — —
I Koret gik jeg en Kunstner forbi
— han drev et gammelt Kalkmaleri
frem af den støvede Bund.
Med nænsom Hu og med varsom Haand
fjærned han Kalklagets skøre Baand
fra Billedets Ædelgrund.
Jeg satte mig tyst ved Kirkens Dør
— jeg havde oplevet det samme før,
jeg vidste blot ikke hvor —
Det mødte min Sjæl, gjorde Tanken blød
som Haandtrykket af en Ven, der er død —
jeg husked blot ikke naar — —
Da slog det mig, medens jeg sad og saa,
hvorledes for Kunstnerens Haand de raa,
tynde Kalkskaller faldt:
Det er det samme, det samme kun,
Erindringen gør i en hellig Stund,
og derfra kender Du alt!
Det er just Mindets velsignede Magt
at fjærne, hvad Tidens Haand har lagt
over de levendes Træk.
I friske Farver med Gyldenskær
og fint, fint aaret staar Billedet dér,
naar Slaggerne stryges væk.
Da ser vi ikke den støvede Dragt,
som Strid og Vaande har over det lagt,
mens Livets Dage fòr hen.
— men saaledes som det var rigest og størst,
og saaledes som vi har ejet det først,
ejer vi det igen.
Du gamle Kirke, spidsbuet, fin,
med Vinduer røde som gylden Vin
og slanke Hvælvingers Kor!
Jeg elsker dig højt — jeg kender hvert Træk
af Minder, som aldrig skal smuldre væk
i gamle Freskoers Spor — — —