Et Minde fra Tyrol —
Vejkorset
Vejkorset
Stien slynger sig opad
mod Ebene Wasserfall,
og Stien slynger sig nedad
mod Oetz med Archenfall.
Luften er tung af Høduft,
og Bonden har Stak paa Sti —
»Grüss Gott!« — han letter paa Huen,
imens han vandrer forbi.
Aldrig, hvorhen jeg mon fare
alt under den blanke Sol,
saa jeg saa mange Vejkors
som her i Sydtyrol!
Over de dybe Vandfald
og over den klare Flod,
over de vilde Klipper
og viden om Bjærgefod —
— allevegne saa skinner
de store, hvide Kors,
højt over Mænd og Kvinder
og højt over Barn og Hors!
Jeg tænkte, saa tidt jeg saa det:
Hvorfor er ej samme Tegn
sat mellem Rugens Vipper
og Æblerosernes Hegn —?
Rejs Kors over Kors derhjemme!
Rejs dem, hvor Banerne gaar
rejs dem paa Landeveje
og rejs dem ved Hus og Gaard!
To korsindnaglede Hænder,
et Hjærtes rindende Saar
kan vidne mere, end Slægter
faar vidnet i tusend Aar.
Et Ord kan vidne for alle,
det dyreste, som jeg ved:
det lille og dog saa uendelig
store — Barmhjærtighed!
Et Ord kan sejre for alle,
hvor Dødens Le mejer ned,
det mægtige Ord: Jeg er Livet! —
Lovsangen i Evighed! — —
Jeg vandrer min Vej i Stilhed
og tænker, imens jeg gaar:
Korset er Oliekilden
for Slægtens dybe Saar.
Og Stien slynger sig opad
mod Ebene Wasserfall,
og Stien slynger sig nedad
mod Oetz med Archenfall —
Og Bjærgbonden vandrer forbi mig —
hilsende stille: »Grüss Gott!« —
jeg hilser: »Grüss Gott!« tilbage
og Vejkorset hilser: »Grüss Gott — —!«