De gule Roser med de fine Blade,
hvorover klare Draaber gyldne trille,
jeg sad og stirred paa dem ganske stille
og nænned ej en eneste at skille
fra deres Søskendrankers Kronerade!
Men som jeg stirred paa de gule Blade,
i Lysglans for mit indre Øje stode
de Børn, som i den Rosenhave bo’de,
hvis Blomster mellem Vildvinranker gro’de
i Solens gyldentrøde Flammebade!
Som disse Roser, stænkede af Duggen,
og med Skærsommersol i deres Kroner,
hvis Bægre er en Labyrinth af Toner,
hvis Duft er Bud fra fjærne, lyse Zoner,
hvis Kalk jeg kysset har med sagte Sukken —
— saaledes mindedes jeg hele Raden!
Er Barnehjærter ikke Rosengange
og Barnetanker Labyrinther mange,
hvor kun det fine Øre mægter fange
den Traad, som vinder sig bag Overfladen?
Saa skær og fin og lys er hele Flokken
som Rosenblodet, der i Aaren rinder,
med kornblaa Øjne og med røde Kinder!
Man kender den paa Frastand, hvor den skinner
saa hvid er Huden, og saa lys er Lokken!
Gid den maa voxe kækt og voxe fremad
og bryde Glædens straalerige Blommer,
og fryde sig i Livets varme Sommer,
og kende sent den Efterhøst, som kommer,
og aldrig træde fejl af Vejen hjemad!