Min Randsel har jeg snøret; et langt, langt Farvel
byder jeg min Hjemstavn i Kvæld —
Mit Bryst er sammenknuget, og Luften er saa trang
Du lille, brune Lærke, syng mig en Afskedssang!
Saa mørkt er alt derinde; min Sjæl er forstemt;
inderst er dog Guldharpen gemt.
Mangt lader jeg tilbage, — kun Harpen i mit Bryst
følger mig med Toner af evig Ungdomslyst.
Saa gaar jeg da paa Rejser; et langt, langt Farvel
byder jeg min Hjemstavn i Kvæld —
Hvidbirken sukker sagte, — et sært, vemodigt Suk,
som bæver under Løvet mellem Grenenes Dug!
Farvel, Du brune Lærke, som kvidrer sent i Høst,
ingen har som jeg kendt din Røst!
Farvel, Du lille Marksti, min stille Solskinsvej —
Ingen kommer efter, der kan elske dig som jeg!