Hvem der kunde flyve som Svalen
og flyve, hvorhen han vilde!
hvem der kunde ile som Bækken —
mod Havets strømmende Kilde!
Hvem der kun ikke sad inde
med Vingerne stille!
Jeg hører det juble i Fuglenes Sang:
»Landene! De fremmede Lande!«
Jeg hører det risle i Kildens Kvad:
»Vandene! De mægtige Vande!«
og her gaar jeg selv som en Spejder
ved ensomme Strande!
Hvem der kunde skyde de vildeste Skud,
som endnu er set i Skoven,
uden at røres af Sav eller Kniv,
kun lydig mod Skønhedsloven!
Hvem der kunde ranke sig frit
i Lyset fraoven!
Jeg hører det hviske fra Blad til Blad:
»I Frihed udfolder sig Sæden!«
Hvilken jublende Fryd at voxe sig stor
under Regnens og Duggens Væden!
Og her gaar jeg selv og forstaar mig
saa lidt paa Glæden —!
Hvem der kunde flyve som Svalen
og flyve, hvorhen han vilde!
Hvem der kunde ile som Bækken
mod Havets strømmende Kilde!
Hvem der kun ikke sad inde
med Vingerne stille —!