Der var saa dødt over Fjorden,
saa knugende koldt og stift,
over de tavse Vande
stod Dødens isnende Skrift.
Vildanden laa i Fjorden,
stænget bag Siv og Rør,
den frøs i de kolde Nætter,
den frøs, som aldrig før.
Den laa med knækkede Vinger
og gemte sig stille bort,
lyttende til sine egne
tavse Tankers Akkord.
Istapper hang den om Næbbet
og i dens dunede Bryst,
alene de sorte Øjne
brændte med Raab om Trøst.
Der sejled en Ørn i Luften,
da fanged det døde Liv,
da flagred den sorte Vildand
op fra de tavse Siv,
da skreg den, skreg gennem Natten
med slig en vaandefuld Røst,
at Mennesker vaktes ved det
og lytted med Angst i Bryst.
Hvad Vildanden droges efter,
hvad fjærnt dens Tanke fik kær,
det véd kun Ørnen, som stiger
mod Nordlysets hvide Skær!
Hvad Vildanden længtes efter
med Savn, som aldrig fik Ord,
det véd kun Ørnen, som sejler
saa højt, saa højt mod Nord —!