Jenny Blicher-Clausen (1865–1907)

Nin og hans Søster

er just krøbne op

fra Bænken i Haven

til Stengærdets Top.

Med nyfigne Miner

staar de og venter —:

Der er Bryllup i Bygden

med Gutter og Jenter

i skinnende Trøjer og Spænder.

Om lidt kommer Toget

dernede forbi;

Fiolerne spille

en Festmelodi;

og da svinger Nin

med sin højrøde Hue,

mens jublende over

det brogede Skue

han springer i Vejret af Glæde.

Men netop idag

maa de vente en Stund;

og Nin har til Trøst

stukket Fingren i Mund —:

»Hør, Evy! Skal vi ikke

gifte os sammen?«

»Nej, Du er for liten:

Du faldt jo i Dammen

igaar, da vi fiskede Krebser.«

»Men jeg kan marschere,

det kan ikke Du!

Og saa kan jeg fløjte

med Munden: Hør nu —!«

»Ti stille! De kommer.

Tag bare iagt dig —«

»Ja, skal vi saa gifte os?«

»Nej, har jeg sagt dig;

jeg vil ikke være din Kone.«

Han tier; — men siden

med spørgende Trang

han ændrer sit Æmne:

»Hør Evy! Den Gang

da Mamma og Pappa

holdt Bryllup herude

og kørte til Kirke

med Jenter og Brude,

stod Du saa paa Gærdet og saa’ det —?«

Nin faar Fisk »med Buxer paa« til Middag.

Det er noget, alle Nordmænd liker;

og han smiler snart med Mund og Kinder.

Gul af Smør hans lille Næse skinner,

medens Fisk og Buxer rask forsvinder.

»Alf! Hør, hvad er det, som ligger dèr, Du?«

»Det er Rogn, er Fiskens Æg, si’er Mamma.«

»Lægger Menneskene ogsaa Æg, Du?«

»Ja, jeg tror det nok —« Da raaber Evy

vigtig: »Det er noget rigtig Præk, Du!«

Nin ta’r fat igen, hvor han har sluppet:

»Mamma! Hvorfra kommer da smaa Gutter

og smaa Piger til Jer allesammen?«

»Stille, Gut! De kommer fra Vorherre.«

»Allesammen?« »Vist saa, — allesammen.«

Nin begynder pludselig at tænke — —

Han faar alle Fingrene i Munden,

stirrer helt betuttet ud i Haven

og forsikrer endelig med Alvor:

»Saa maa Gud ha’ mange Rogn i Maven!«

»Far! Maa Nin gaa ud, mens Regnen skyller.

Mamma siger, Nin skal være ren;

og Vorherre tror jeg ogsaa liker

pæne Gutter — helst med bare Ben.

Faar jeg ikke Lov at gemme Boldten,

klyve rigtig højt paa Fjældet op?

Evy gi’r jeg mine nye Støvler,

bare jeg faar Lov — og Alf min Top!

Far! Aa vær nu snild! Saa vil jeg kysse

dig saa mange Gange, Du vil ha?!«

»Ti nu stille. Vent, til Solen skinner.«

»Maa jeg saa faa Lov?« »Det maa Du, ja.«

    — — —

»Far, nu leger Solen jo derude,

saa maa Nin da ogsaa lege med?«

»Vel, min Gut! Saa rid nu Du tilfjælds da,

men gør ikke Hesten din Fortræd.«

»Jo, men Far!« »Ja, Nin!« »Véd Du nu ogsaa,

hvorfor Solen skinnede saa snart?«

»Nej da, Gutten! Det maa Du fortælle!

Hvorfor blev her pludselig saa klart?«

Nin faar lagt sin lille, tykke Næve

rigtig fast i Faders store Haand,

og hans runde Smilehuller lyser

under Huen med de røde Baand. —

Tøvende, men dog saa henrykt kom det:

»For jeg hviskede til Jesus om det —.«

Nin har faat sig en Sorg idag.

Hans lille Ansigt er helt alvorligt,

og han glemmer at se paa sit nye Flag.

Der ligger et Spørgsmaal gemt i hans Blik.

Endelig rejser han sig fra sin Skammel

og betror sig til Alf efter vanlig Skik:

»Alf, De har taget min egen Vorherre —

ham, som har Fødselsdag Julenat, —

ham, som elsker alle smaa Drenge

og sidder om Natten ved alle smaa Senge,

ham, som jeg holder saa voldsomt a’! —

Den anden, ham kan jeg slet ikke lide.

Hvor tror Du, Alf, at han kommer fra?

Evy siger, at henne i Skolen

fortæller de hende, at Gud er tre,

men alligevel én, som vi ikke kan se,

hvor gærne vi vil.

Min egen Vorherre er ogsaa med,

men ikke alene, — der er en anden —

Kan Du forstaa, hvordan det gaar til?«

Alf graver Hænderne dybt ned i Lommen

og ser ganske umaadelig tænksom ud; —

men ihvor meget han grunder og grunder,

kan han ikke faa Greje paa Evys Gud:

»Naar de er tre, er de ikke én, Du!«

»Jo, de er én, det er ganske bestemt.«

»Ja, men hvordan kan de saa hænge sammen?

»Ja, det er jo det, som Evy har glemt.«

Alf grunder Dagen og hele den Aften; —

tynget af Tanker sover han ind,

vaagner saa pludselig op henad Morgen

og rusker i Nin,

sætter sin varme Mund til hans Øre:

»Jeg har det! Jeg har det! Nu skal Du høre!«

Af lutter Begejstring svinger han ud

det ene Ben over Sengerammen:

»Nin! Nu véd jeg, hvordan det gaar til:

De er limet sammen!«

Men Nin er ikke tilfreds for det.

Med rullende Taarer og bitter Klage

hulker han højt fra sin lille Seng:

»Jeg vil ha’ min egen Vorherre tilbage!«

Og saa er der ikke andet at gøre —:

Mor maa op for at trøste sin Dreng.

Hun sætter sig paa en Kant af hans Seng,

hun taler ikke, hun synger bare —

en Julesalme, en gammel Sang

med Toner underlig klare:

    »Frelseren selv var Barn som vi,

    idag han laa i sin Vugge;

    den Have, Guds Engle flyve i,

    vil Jesus for os oplukke —«

synger hun med sin bløde Røst.

Og Nin aander ud af sit fulde Bryst,

og Smilet tænder sig i hans Øjne:

Alle de tossede Skoleløgne!

Han skal nok knuse dem, naar han bli’r stor

men han er for lille endnu desværre —!

Hvem der var stor!

    »Grenen paa Livets Træ staar grønt

    med Lys som Fugle paa Kviste,

    det Barn, som sig glæder fromt og kønt,

    skal aldrig den Glæde miste —«

sang Mor;

og da kendte Nin sin »egen Vorherre«.

Nin er allersødest, naar han vaagner,

stikker frem sin røde Pusselanke

og har sovet bort hver Mismodstanke.

Mindre straalende er ej hans Blik

end den friske Dug i lyse Nætter,

end den gyldne Sol, naar ind den fletter

sine Glimt i Skovens Løvbestik.

Da har Kinden friske røde Roser,

mere fristende end de derude,

blødere end Mammas Silkepude

og med dybe Smilehuller i.

Som en Æventyrets Prins han hviler

dèr og fanger Hjærter, blot han smiler —

Vogt dig! Det er farligt Trylleri.

Faar du saa maaske to bløde Arme

om din Hals, saa ligger Du i Lænke

og maa »bare lege, ikke tænke«,

springe som en Buk og være Hest!

Du maa holde ud, og Løbet matter,

men Du lønnes af hans glade Latter;

den er »Prinsen«s Tak og lønner bedst.

Det kan være, Du faar mange Spørgsmaal,

naar I siden traver ned i Haven —:

»Hvorfor ligger-Bedstemor i Graven?

Er der Huse nedenunder Jord —?

Hvorfor maa saa mange Folk dog graate?«

»Nin, naar Du blir stor, vil du forstaa det —

»Jamen hvorfor er jeg ikke stor?«

»Det er silde; — Nin skal sove.«

»Jamen Mamma, Du maa love

mig en Sang først om Vorherre.«

»Er det den?« »Ja, denne herre:

Sov nu, sov —« Og Mor begynder:

»Sov nu, Du min egen Lille!

Moder er her; vær blot stille.

Hun gør Leg med Smil og Taarer,

gaar for dig, hvor Vejen saarer,

vaager, — vaager for sin Skat —!

Er Du mild og god i Sinde,

flyver Englene herinde,

og Vorherre til dig smiler —«

»Mamma, ja, han er saa snild!

Og han hører, naar vi raaber

rigtig højt, — for jeg har prøvet

den Gang Evy var bedrøvet,

fordi Bob var syg.« »Men Gutten!

hvordan bar du dig saa ad da?«

»Jo, jeg tog den gule Tutten,

hvor jeg gemmer Farbrors Krone,

og saa gik jeg ud i Haven,

kasted den saa højt jeg kunde

op mod Himmelen og raabte:

»Den maa Du faa ha’, Vorherre,

vil Du gøre Evy glad, —

ja, for Bob er syg, vil snerre

og kan ikke æde Mad —««

»Naa, og saa?« »Saa kom jo Bob sig

Men da jeg fik se, Vorherre

var saa meget glad i Tutten

tænkte jeg, det var nok bedst at

finde den igen —« »Men Gutten!

vilde Du igen den tage

og dit eget Løfte glemme?«

»Nej, jeg vilde bare gemme

den igen: til anden Gangen.

Men Vorherre har nok skjult den

grulig godt, — for Evy ledte,

og hun fandt den heller ikke!«

»Det var godt. Lad Du den ligge,

hvor Vorherre selv har gemt den.

Han vil nok igen dig høre,

selv om ej Du gi’r ham Kroner:

Barnets Bøn er for hans Øre

fagrere end Engletoner —.

Men nu ringes Solen ned;

        Stæreungen

sover i sin lille Kasse;

alle Børn har Hviletime.

Sov, min egen Kælebasse!

Luk nu dine søde Øjne;

Gud vil kysse dem imorgen

med sin første Solskinsstrime —!«