Du glade, unge Vaar! hvor den Stær dog har sunget
foran mit Vindu,
i Hængeaskens Top,
lige fra ved Gry
han slog Øjnene op
og glattede med Næbbet
sin glinsende Krop
og sendte sine første
forjættende Toner
berusende, forkoglende
fra Hængeaskens Hang
mod Kassen, hvor »hun« sad
og missede mod Solen
og lod, som hun slet ikke
hørte, at han sang!
Nu er Solen nede,
men han sidder der endnu,
leger Elskovslege
i lyse Aftentimer
og dirrer med Vingerne,
mens Kirkeklokken kimer!
Under ham strømmer det
med Duft af Viol,
og Bukkaren grønnes,
gemmende paa Varmen
fra den synkende Sol;
men han? han sanser ikke
andet end hende!
Hans Strube er spændt
af de trillende Toner, han har inde —
søvndrukken sidder han
og fløjter som før,
kan ikke faa sig
til at lukke sine Øjne,
stirrer bestandig
mod Stærekassens Dør
med sit glinsende sorte,
lidenskabelige Blik,
ryster besnærende
de glitrende Vinger
og synger fra sin Gren
for én — kun for én!
Aldrig har jeg set
en saa elskovssyg Fyr!
Hans Øjne er et Soldigt!
Hans Sang et Æventyr
for én — kun for én — —
Fine, lille Frue
med det guldgule Næb
og de sorte, sorte Øjne,
som altid er vaade!
giver Du dig ikke
paa Naade og Unaade,
maa dit lille Hjærte
være haardere end Sten!
Hører du da ikke
og vil ikke forstaa,
hvor Kærligheden sad ham
under Vingerne og dirrede,
hvorledes, mens han lod
sine Fløjtetoner gaa,
Lovsangen fra hans Strube
blev rundt om tusendtunget —!
Du glade, unge Vaar! hvor den Stær dog har sunget!