Glad har jeg været som faa,
frejdig som Lærken, der synger, før helt den er vaagen,
kvidrer med Sang sig i Søvn, falder Aftenen paa;
nu er mit Sind blevet tungt som de regnfyldte Ranker,
derfor maaske
vender tilbage til Lærken saa tidt mine Tanker!
Den var mit Billede først,
nu er den mit Livs, min Sjæls og min Tankes Modsætning;
jeg elsker den højest, nu Forskellen synes mig størst!
Elsker ej Hjejlen, som flagrer urolig paa Heden,
Aftenens Fred,
just for den selv flakker hvileløs rundt omkring Reden?
Læg mig til Hvile engang,
hvor Lærker højt over Graven i Frihed kan synge!
Tænker jeg stundom, min Sjæl kunde høre den Klang
af kvidrende Jubel, som éngang fryded mit Øre,
véd jeg dog vist,
at vi i Himlen engang maa faa Lærker at høre.
Den fattige, fjedrede Fugl,
som her gav den højeste Livsjubel Udtryk i Toner,
den maa engang synge med ved den fejreste Jul,
forrest i Lovsangens Kor over Stjærnehavsvrimlen;
derfor jeg tror
sikkert, som selv jeg det saa: der er Lærker i Himlen!