Husker Du Kvælden?
Den tidlige Vaardags kølige Skær
forsvandt i en myldrende Stjærnehær
over duggede Høje og Dale;
min Hund lod jeg følge dig lidt paa Vej;
jeg klapped dens Pels: »Forlad ham ej«, —
og den fulgte med logrende Hale.
Husker Du Kvælden?
Der var Kjærlighed gjemt i den lune Luft,
i de spirende Planters krydrede Duft,
i Stjærnernes endeløse Vrimlen,
i det duggende Græs, i de viftende Straa,
og Træerne saa jeg lyttende staa,
som aanded de op mod Himlen.
Husker Du Kvælden?
Hvad tænkte Du paa under Stjærnernes Vagt
Tænkte Du paa, hvad Du helst vilde sagt,
da vi stod paa den skraanende Bakke?
Og jeg selv? Hvad tænkte jeg paa, da Du gik
da Du hilste mig med et sidste Blik,
mens Hunden sprang op ad din Frakke?
Det tænkte jeg paa under Stjærnernes Vagt,
hvad aldrig jeg faar dig tilfulde sagt,
før Døden gør Læberne hvide:
hvor rig og hvor dyb, hvor skær og hvor fin
min Kærlighed var, fra den mødtes med din,
og hvor stærk den vil staa ved din Side.
Husker Du Kvælden? — — —