En Juleaftens Dag i den travle By —
af dem, som London kun sjeldent kender:
uden en eneste taaget Sky,
men med Frost og Solskin, som blænder!
Sol over tusende ilende Ben,
over tusende travle Hænder!
I et af Citys fineste Strøg
laa paa Fortovets kolde Stene
i Skyggen en Mand med luvslidt Dragt
og maled paa Fliserne Scene paa Scene,
maled med Rødkridtstreger
i store, levende, kraftige Træk
og strøg saa igen sit Billed
med Fligen af Ærmet væk.
Han havde haft sine Drømme,
den fattige Mand i den store By,
sine fagre, skuffede Drømme
om Ære og Kunstnerry.
Han havde malet paa Lærred
og aldrig sin Evnes Grænser vidst,
men ingen købte hans Kunstværk,
og Sulten tvang ham i Knæ tilsidst.
Nu var han Gademaler
og levede smaat af den Skærv, han fik,
naar en travl Fodgænger stod stille,
og hans Billeder fængslede Mængdens Blik.
Livet var kommen saa ubøjelig haardt,
havde revet alle hans Kunstnerdrømme bort
og blæst dem som Korthuse overende —
Aa, hvor han nu følte sig fattig og tom!
Og alligevel følte han Gnisten brænde,
den skabende Gnist, som kan varme og tænde,
men kun her i Livet
er „Kunstneren af Guds Naade” givet!
End kunde han skabe med en Stump Kridt
Billeder, i Stemningen saa levende og fine,
som ingen af alle disse Kunstnere i Flok,
der kaldte Galleriernes Vægge for sine!
Saa tusend Gange hellere male paa Sten,
hvad atter blev slettet af en tilsmudset Fod,
og tage mod en Penny
af dem, som forstod, eller ikke forstod,
end bjærge sit Liv ved et Haandværk
og lukke sit Øre for Kunstnerlivets Tale!
Han maatte have revet sin Hjærterod ud
og fornegtet sin Sjæl, om han ikke skulde male!
Saa laa han da der i den store By
Dag efter Dag og Aar efter Aar,
i brændende Sol og i bitter Kulde,
i raakold Taage hvert Efteraar.
Hans Læber kunde skrige uden en Lyd,
hans Bryst kunde hulke uden en Taare,
som den kan taareløs hulke, der gaar
efter sin døde Kærligheds Baare;
men endnu kunde han male,
saa undrende Udraab sang for hans Øre
og klang i de Forbigaaendes Tale!
Især naar han havde drukket en Smule —
han var altid gladest den Tid, han drak,
da følte han sig en stakket Stund
som en af Himlens frieste Fugle —
men han drak kun saa vidt,
at den mørke Verden, han levede i,
fik et Skær af Guld
og et Glimt af Sol — han var aldrig fuld.
Som oftest sad han paa Hug og lo,
naar snavsede Fødder gik over hans Billed
— han saa paa det hele med stoisk Ro.
Men stundom kunde han kaste sig ned,
med Fare for Spark af en sporet Hæl,
og dække Kunstværket med sig selv!
Især naar han havde malet sit store
„Madonna med Barnet” — at træde paa det
taalte han ikke nogen gjorde!
Han betænkte sig selv paa at stryge det væk
med sit tynde, gamle, falmede Ærme:
for Madonnas Træk var hans Mors Træk — —
Idag laa han just og malede hende.
Det steg i hans stakkels forkomne Sjæl
hvert fredet, blidt lille Barndomsminde —
det varmede ligefrem op derinde.
Og Billedet blev som levendegjort!
Han saa med Undren,
at her var virkelig noget stort,
noget, som var i Slægt med Himlen —
Og barnlig tog han sin Hue af
for det store i Kunsten
derude i Myldret og Menneskevrimlen.
Han udbrød som i et helligt Gys:
„O look! look down!”
Men idag havde ingen Tid til at standse:
Christtornen ventede hjemme paa Lys.
Der kom en Hund og snusede til ham,
en herreløs Kat, som snøfted og nøs —
begge krøb sammen under hans Frakke;
han lod dem gøre det, thi de frøs.
Saa faldt han isøvn
med Hovedet paa en Byldt gamle Klæder,
mens Frosten bed,
og Vinden peb gennem Citys Stræder.
Han drømte, han stod for Himmerigs Port
og bankede paa.
Indenfor saa han Rafaels Engle,
og bag dem saa han Mesteren staa.
Han hilste paa Michel Angelo selv
ved Porten til alle Himmerigs Byer,
og Rubens bød ham ind, hvor han stod
og maled med drivende Guld paa Skyer
i ødsel, glødende Farvepragt
Juleevangeliets Kærne,
mens alle Engle holdt Jubelvagt,
og Julesalmer klang i det fjærne!
Saa hørte han Michel Angelo sige:
Inat — i den hellige Julenat —
er der en, der fryser i Londons Stræder,
en vaandefuld Kunstnersjæl, som græder!
Vi vil laane ham af vor hellige Skat.
Hver eneste Sjæl har Krav paa at glædes
inat — i den hellige Julenat.
Og de traadte imod ham, de store tre —
de gav ham alt, hvad de kunde give!
Han hørte Englene jubellé! — .
Saa laante han Michel Angelos Glød
og Rubens Farver og Rafaels Pensel.
Han greb til! Han forstod, hvad det Laan betød.
Og han malede løs, som gjaldt det Livet,
men som var det en Time førend hans Død!
Alle de Tanker, hans Sjæl havde tænkt,
som aldrig hans Haand havde fæstet paa Lærred,
alt, hvad der levede indestængt
og ikke havde evnet at faa Lænkerne sprængt,
det kom over ham saa vidunderlig brat,
det brød frem i den hellige Julenat.
Den Nat var en hel lang Livsstrid værd,
han bytted den ikke for tusende Riger:
I den var han kommen det evige nær!
Han drømte sig bort fra sit usle Liv,
han drømte sig ind i Kunstens Glæder,
mens Vinden peb gennem Citys Stræder,
og Kulden tog dobbelt forstærket fat.
Den lagde en Skorpe omkring hans Klæder —
det frøs saa haardt i den hellige Nat.
Hunden kryb hylende sammen hos ham,
og Katten, som først var skræmt og rev,
listed sig ind mellem Hundens Poter,
undredes over, saa kold han blev —!
Den næste Dag, da Solen stod op,
sparked en Forbigaaende til ham:
Naa! Kan han lette sin dovne Krop!
— Men han rørte sig ikke, stod ikke op.
Med Armene over sit Kunstværk laa han,
— sparet for Skuffelsen og for Sorgen —
frosset ihjel paa Julemorgen —!