Blinde Anders var „mærket” —
mærket fra Fødselen af —
dog var han en lykkelig Stakkel,
hvem Livet sit Solskin gav,
— lykkelig maaske netop,
fordi saa meget stygt
var skjult for hans blinde Øjne,
som altid lukked sig trygt:
De saa med de indre Syner,
saa kun, hvad de vilde se;
om Livets Graavejrsbelysning
havde de ingen Ide.
Glæden kom som en Soldag
over hans fattige Hjem —
den kom med hans „lille Kærest”,
hun lokkede Solen frem:
Fra Naboens lille Lise
stolpred paa tykke Ben
over hans slidte Tærskel,
sig selv til megen Men,
— fra hun stod midt i Stuen,
forpustet og varm om Kind,
og sagde med stille Stolthed:
„Mej kom alligevel ind!”
— fra den Dag skinnede Solen,
og Fuglene sang om Vaar,
og Ensomheden var borte
med sine trykkende Kaar.
Forsigtig ledte han hende
ved Haanden i Stuen om,
og ingen Møje blev sparet,
naar lille Lise kom.
Men tre Aar efter, da var det
den samme Barnehaand,
som ledte med ham derude
saa myg som en Pilevaad.
Og ingen mødte paa Vejen,
to gladere Folk at se
end blinde Anders og Lise
hans lille Kærest’ in spe.
Og alt som den Lille voxed
og blev ham Øje og Fod,
voxed hun altid mere
fast til hans Hjærterod.
Naar Skoven begyndte at grønnes
stod han i Døren tit
og lyttede ganske stille
efter de kendte Skridt.
Hørte han deres Trippen
over den haarde Vej,
da lyste hans blege Ansigt
og skinned som Sol i Maj.
Men tøved hun altfor længe,
og voxed for stærkt hans Savn,
mens Gøgen kukked fra Skoven,
saa raabte han hendes Navn.
Og frem sprang hans lille Kærest’,
hun sprang paa bare Ben!
Haanden, han greb, var kraftig
om end lidt mindre ren.
Saa gik de paa Æventyr sammen,
hvor vildest Skovbund gror —
til Mosekonen i Kæret,
til Nissen og Ellemor.
De lo og sang for hinanden
og vidste af intet ondt,
de samlede Sneglehuse
og trilled i Græsset rundt.
Det stumpede Skørt, som smelded
i Foraarets kaade Vind,
forsvandt mellem Skovens Stammer
som Sporene af en Hind.
De lystige brune Øjne,
som lo under Brynets Rund,
drog blinde Anders langt borte —
Han fulgte dem som en Hund.
Og fanged han hende omsider,
da holdt som en Bjørn han fast.
Men stundom spurgte han ogsaa
med underlig bange Hast:
„Du vil da ikke gaa fra mig,
men op til de hvide Haar
være min lille Kærest,
som altid hos mig gaar?”
Og „Kæresten” lo og lagde
sin varme Mund til hans Kind:
„Ja vist vil jeg blive hos dig,
dit stakkels ensomme Skind!
For ellers kom Du jo aldrig
ud i den grønne Skov
og gik efter Bregnereder
og Sneglehuse paa Rov.”
„Nej, Du er min Vej til Skoven,
og Du er mit friske Vær,
og Du er mit lyse Øje,
for Du er min Hjærtenskær!”
Den lille forstod ham ikke,
men da hun blev femten Aar
og dansed ved Høhøstgildet
inde i Naboens Gaard,
— da var der en Knøs med Krøller
og Skæg, som krusede smaat,
han sagde det samme som Anders,
og da forstod hun ham godt.
Hun dansede næste Morgen
paa vevre smaa Fødder ind
i Stuen til blinde Anders,
som sad og lappede Skind.
Naa, hvor hun havde danset!
Han skulde ha’ været der blot!
Og hvor hun havde moret
sig — aa, saa forfærdelig godt!
Aldrig var hun af Gulvet —
det gik som et strygende Vær!
Og alle vilde de danse
med hende til Hjærtenskær!
Her holdt hun pludselig inde
med halvvejs angrende Sind,
for blinde Anders var bleven
saa underlig hvid om Kind.
Han tog hendes Haand mellem sine
og bad med sit slukte Blik:
„Du danser da ikke fra mig?” —
Hun vendte sig blot og gik.
Men siden i Mørkningen kom hun
og fandt ham gemt i en Krog,
hulkende sagte som under
en Sorg, der ikke har Sprog.
Da bar hun det ikke længer
over sit bløde Sind,
men listede ganske sagte
sin Haand i hans højre ind.
„Jeg danser vel ikke fra dig,
fordi jeg er lystig iblandt;
og dig skal jeg ikke forlade,
det kan Du nu tro paa er sandt.”
Mere behøvedes ikke,
før blinde Anders var tryg
og soled i Lykkens Varme
sin tidlig bøjede Ryg.
Alt næste Dag henad Aften
vandred han sejerskry,
ledt af sin lille Kærest’,
til Ellekrattet bag By.
De spøgte og lo paa Vejen —
hun sang, han trallede med,
og førend de vidste det, stod de
paa deres Yndlingssted.
Den Aften var det, som Krattet
og Mosen bag Skovens Bræm
kappedes om at vise
al deres Herlighed frem.
Der dufted med Kabbelejer
og Gøgeurter og Græs,
det risled med fine Bække,
det dufted af Hø i Hæs.
Det bølged med hvide Taager
om Elletrunternes Rod,
det vrimlede frem med hvide
Skovmærker ved deres Fod.
En Lærke kvidred i Drømme
og tav saa underlig brat,
en Drossel pipped i Søvne,
et Pindsvin snøfted i Krat.
Dybt nede i Ellemosen
skinned Sankthansorme-Spor,
og ude i Kæret lyste
de hvide Aakanders Flor.
En Kukker spaade langt borte
af Leveaar dem er Skat;
men da de begge to spurgte:
„Hvor mange?” saa tav den brat.
De gik med hinanden ved Haanden,
hun ledte ham blødt og let —
Og Solen gik ned, og Taagen
faldt næsten uhyggelig tæt.
Det var, som om Mosekonen
steg op af den vaade Bund,
det var, som om Ellepiger
dansed paa gyngende Grund!
Hun klemte hans Haand forskrækket:
„Hu! Det var et Lygteskin!
Vi kunde gaa vild i Mosen,
hvis Mørket henter os ind!
Men blinde Anders gik sikkert —
i Mørke følte han bedst;
han fandt tilbage til Vejen
saa støt som en gammel Hest.
Den Kvæld var det ham, der ledte
med hende, som første Gang
hun stolprede over hans Tærskel,
vel neppe en Alen lang.
Han gik saa blødt og forsigtigt,
trak Vejret med sagte Lyd,
som frygted han for at forstyrre
sin egen stilfærdige Fryd.
Men da de kom ud af Mosens
kolde, fugtige Muld,
klapred hans Tænder i Munden,
han rysted af Feberkuld’.
Da Taagen omsider slap dem
og rulied om Skoven ind
sin dryppende vaade Kaabe,
da var han saa hvid om Kind.
Og næste Morgen saa laa han
i Febersyner og sang.
Han talte om Mosekonen,
som Ligtøj over ham hang —
Han talte om Ellepiger,
som lokkede Folk i Kvæld,
men mest om sin lille Kærest,
som de vilde danse ihjel!
Han rejste sig op og trued;
han skulde nok vide bedst
at værge hende mod alle,
som kom til den Gildesfest.
Hun havde jo været hans Øjne
i samfulde fjorten Aar —
Og Mennesker kunde vel unde
en fattig hans eneste Faar!
Saa takkede han for Solskin,
for Glæde og meget Lys
og faldt saa pludselig sammen
som under et Kuldegys. —
En Lykke for blinde Anders,
at Livet sagde ham fri,
før Naboens lille Lise
ham dansed som Brud forbi!
Han trode endnu, da han døde
med Haanden i hendes gemt,
at hun var hans lille Kærest,
alene for ham bestemt.
Den Lykke fik blinde Anders,
som aldrig fæsted sig Viv,
Lov til at tage med sig
paa Vej til et andet Liv —!