Tosse-Trine, det sølle Skind,
var Fattigforstanderens Gaade:
Hun sled sig syg, før hun bad om Hjælp
og tigged ingen om Naade.
Tosse-Trine, det gamle Liv,
var Byens Askepot, — Skive
for Drengenes Kaadhed og Pigernes Pjank,
saa længe hun var ilive.
Tosse-Trine, den gode Sjæl,
gik endelig hen og døde
af Mangel paa Pleje og Renlighed
og sidst af Mangel paa Føde!
Men Landsbyen paastod, hun gik igen
og stavrede rundt i Gaden
ved Midnatstider, naar unge Folk
holdt Stevnemøder bag Laden.
Sagtens vilde hun vare dem ad
og snakke et Ord med i Laget,
som hun havde plejet det, da hun gik
med sin Kludepose om Dagen.
Ensom var hun, fra hun blev fød —
Madammen sa’: „for det onde” —
og sattes for tyve Øre pr. Dag
i Kost hos en gerrig Bonde.
En Gang, mens Tosse-Trine var Barn,
og der var Examen i Skolen,
og „Kagemor” som sædvanlig sad
med sin Kagekurv midt i Solen,
— og jublende Smaafolk flokkedes rask
i Kreds om den gamle Kone,
raabende, èn: „Jeg fik ti Øre med!”
og en anden: „Men jeg en Krone”!
— sad Tosse Trine, sa’ ingen Ting,
men følte kun ned i sin Lomme,
hvor ikke en eneste Øre var lagt,
men Rummene altid var tomme.
Hun mødte hundrede spørgende Blik,
som kunde saa meget røbe
og følte, hvor hun blev rød af Skam:
hun kunde jo intet købe.
En sa’: Hvorfor har Du ingen Ting med?
Da raabte Naboens Palle:
„Tosse-Trine har ingen Mor!”
Og de stirrede paa hende alle.
Men Tosse-Trine græd sig i Søvn
den Aften og mange siden,
græd bittert — for Brodden af Drengens Ord
sad i hende hele Tiden.
Sin Konfirmationsdag gik hun forladt
og ensom i Menneskestimlen;
men da hun ved Aften sad i sin Dør
og stirrede op mod Himlen,
— da folded hun Hænderne over sit Knæ:
„Det kunde dog være værre,
for Tosse-Trine har ingen Mor,
men hun har sin egen Vorherre”.
Fra den Dag spurgte hun alle Børn
med myg og hviskende Stemme,
mest naar hun mødte et Fattigmandsbarn:
„Har Du en Mor der hjemme?”
Lød Svaret da paa et frygtsomt nej,
saa tog hun den Lille paa Armen,
gav den sin ydmyge Kærlighed
og sparede aldrig paa Varmen.
Hun samlede op af sin Ugeløn
til Legetøj og til Klæder —:
„for Du skal aldrig føle som jeg,
at Du savner en Mor alle Steder.”
Hun fulgtes tilsidst af en artig Flok
af snavsede, hjemløse Unger,
og Tosse-Trine hævded sit Ry
som „fjantet” paa Godtfolks Tunger:
„Det Kræ! Hun søger, saa fattig hun er,
de Stakler, som har det værre!”
Hun nikked og smilte: „Jeg ved, hvad jeg gør
jeg har nu min egen Vorherre!
Han tager sig af, hvad der trænger til Røgt,
der er ikke den Sjæl, han forlader,
og selv om man ikke kender sin Mor,
saa kender man dog sin Fader.” —
Tosse-Trine gik mest omkring
og solgte Brød for en Bager,
bød det sig, håndled hun ogsaa med Ben
og Klude og gamle Sager.
Men hver Gang hun halede op fra sin Kurv,
blandt varme Hveder paa Bunden,
en yderst uappetitlig Klud,
saa misted hun altid Kunden.
Tilsidst blev hun Kludesamlerske kun —
det gav jo sparsomt til Føden,
men Tosse-Trine var nøjsomt vant,
hun klagede aldrig for Nøden.
Som oftest holdt hun sig for sig selv;
kun naar der var Sviregilde
i Landsbyen, og det gik rigtig vildt
derude til Midnat silde,
— drev hun omkring, til det blev Dag
langs Diget bag Krohusladen
og passede alle de Unge op,
som gantedes frit paa Gaden.
Hun stilled sig kækt i Vejen og bad
først blødt: „Aa, var Jer itide,
for de stakkels uskyldige Smaabørns Skyld,
som for Jeres Synder maa lide!
Vogt Jer for Gud i Himlens Skyld!
I vèd ikke, hvor det kan svide
ikke at have en Mor eller Far,
som skærmer Ens Fod i Tide.”
„Dit gale Spektakkel! Pas Du dig selv”,
var gærne det Svar, hun mødte.
Det skræmmede hende kun lidt — af Ynk
hendes fattige Hjærte blødte.
Men naar de spottede hende brutalt
og brøled med lallende Tunger:
„Tosse-Trine hjælper os nok,
hun samler paa hjemløse Unger —”,
— da kunde det hænde, hun langede ud
med en af de knoklede Arme
og drev dem et Par saa vægtige Slag,
at flere Kinder blev varme.
Og da var hun selv baade gul og blaa,
naar hun gik hjem henad Dagen
og maatte ligge en Stund til Sengs
men hun led med Stolthed for Sagen.
Dog skete det ogsaa ved Aftentid,
En sneg sig til hendes Hytte
og stak en lille Seddel derind:
„Med Tak, at Du vilde mig skytte.”
Og næste Dag var de rynkede Træk
fra de tjavsede Haar over Brynet
til den furede Kind, et Hav af Sol!
Naboerne lo ved Synet.
„Dèr gaar hun og smiler for ingen Ting
Gud ved, hvad hun nu har lavet!”
Men Tosse-Trine var ikke saa dum,
om hun ogsaa var smaat begavet.
Ofte tog hun et hjemløst Barn,
som sattes i ussel Pleje
og travede med det fra Dør til Dør,
hvor Folk havde noget i Eje.
Hun talte dets Sag saa stærkt og varmt,
med sin snavsede Arm om den lille,
at det ofte endte med, at hun vandt,
og Barnet fik Hjem, hvor hun vilde.
Da kom det store Koleraaar
som en Pest over Syge og Sunde,
og Tosse-Trine var en af dem,
som allerførst gik tilgrunde.
Hun var kun syg i tre-fire Døgn,
men alle skyde de hende:
Stuen var fuld af Klude og Ben,
der var knap til at aande derinde!
Men sent en Aften kom Præsten ind —
Hun letted sig fra sin Pude:
„Det kan jeg li’ ham for, at han kom
og ikke blev staaende ude!”
Han tog hendes Haand: „Er der noget, I vil?
Det gør mig saa ondt, I maa lide”.
Hun stirrede paa ham: „Ja, Præst, der er —
der er noget, som jeg maa vide.”
Hun lod sit hede, flakkende Blik
gaa ud over Kludevrimlen
og standse ved ham: „Hør, tror I Præst,
at jeg faar mig en Mor i Himlen?”
„Ja, alt hvad din ensomme Sjæl har trængt,
det tror jeg forvist, Du finder.”
Et tindrende Lys gled i et Smil
henover de gulblege Kinder:
„Jeg dør ikke ensom alligevel —
det kunde dog være værre,’
for selv om jeg ikke har haft min Mor,
jeg har haft min egen Vorherre!”
Han saa, hvor hun stred for det bristende Blik
mod Sollyset op at spærre:
„Se, Præst! Deroppe — i Dagens Lys
— dèr staar — min egen Vorherre’ —!”