„Sille” hed hun — „Amagermor”!
Med et sollyst Smil paa de røde Kinder
faldbød hun af sin store Kurv
Kaal og Roer og smaa Kærminder.
Spinkel af Lemmer, men stærk af Sind,
flittig som Bien og ufortrøden
havde hun vandret i tredive Aar
med Grønthandlerkurven og slidt for Føden.
Men nu — i de sidste fire Aar
troned hun stolt paa en gammel Kærre,
trukket smaat af en stivbenet Hest,
som i alle Maader var Silles Herre.
Hesten havde hun tigget sig til
og møjsomt arbejdet for at betale:
Den kom over Torvet en Morgenstund
med afskaaren Manke og filtret Hale.
Den skutted sin stakkels magre Krop,
pint af Fluer og Myg, som stak den. —
„Hvor skal Du hen med den sølle Krik?”
spurgte hun Manden, som gik og trak den.
„Til Slagteren skal jeg — begribeligvis!
Han bød saa’gu tyve Kroner paa’en!”
„Aa nej, det var da en skammelig Synd!
Lad saa hellere mig og Husbond faa’en.”
„Mig og Husbond — ja, hvem er det?
Hvad byder saa I for en gammel Hale?”
„Tredive Kroner i tre Fjerdingaar;
vi er ærlige Folk, vi skal nok betale.
Per, han er Skrædder af Proffession —
en æret og agtet Mand forresten” —
Og vant som hun var til kort Proces,
trak Sille trøstig afsted med Hesten.
Hun standsede stolt ved Hjemmets Dør:
„Nu bliver vi kørende flot herefter.”
„Saadan en sølle Krik!” sa’ Per.
„Inte gør’ Nar — Han skal nok faa Kræfter.”
Hun vasked dens Saar, og hun strigled dens Skind,
hun redte dens lange, tottede Hale.
Og Hesten slikkede Silles Haand —
„Det Kræ”, sa’ hun, „kan saamænd ogsaa tale.”
Og Amagermor og den dødsdømte Hest
blev Venner for Livet. — Jævnt saa man dem trille.
Hun lod jo nok, som hun kørte med den,
men det sagdes bestemt, at den kørte med Sille. —
— Sille var langt over tredive Aar,
da Per kom til at tjene paa Egnen
og havde omtrent givet Haabet op
om Lysning hos Præsten og Melding hos Degnen.
Men Per var nu saadan en dejlig Ka’l,
gjorde Hovedet kruset paa fler end Sille;
han havde kun den eneste Fejl,
at han egentlig ingen Ting gad bestille!
Men Sille var vant til at hænge i,
hun klared sig godt med sin Smule Have,
vant til at færdes i al Slags Vejr,
vant til at rive og saa’ og grave.
Og saa gjorde Per den Regning op,
at hun kunde slide for to, naar hun vilde,
som et ganske rimeligt Vederlag for
at han nedlod sig til at ægte Sille.
Men Per forhasted sig ikke saa let,
det jagede ikke for ham med Konen;
han fandt, at en rigelig Ventetid
var noget, som passed til Situationen.
Og stakkels Sille var om en Hals;
hvad hjalp nu al hendes Grublen og Tænken!
Hun vidste ikke sit levende Raad,
men følte sig som paa Pinebænken.
Hun fri’de længe paa blysom Vis:
Hun fri’de med friske Jordbær fra Haven,
med Ribs og Solbær i Pundevis — —
Men Per forstod sig ikke paa Gaven.
Saa tænkte hun: Her maa nok mere til
og tog omsider Bladet fra Munden,
viste ham Huset og Haven og lod
ham forstaa, der var noget paa Kistebunden.
Per slog ud med sin fede Haand
og sagde højmodigt: „Saa deler vi, Sille!”
Og Sille nejed sig ganske bly,
kunde ikke faa takket saa meget, hun vilde.
Saa holdt de da Bryllup og flyttede ind
i Hegn af det lille Havestykke.
Og Sille sled for sin kønne Per,
højlig beæret og stolt af sin Lykke.
Per sagde strax sin Tjeneste op
og slog sig en Smule paa Skrædderiet —
naar han da gad bestille lidt —
for han var for svag til at slide i’e t:
Der var nu det med den højre Arm,
Sille vidste da nok, hvor den smærted?
Han havde forstuvet den slemt en Gang —
Jo, Sille beklagede ham af Hjærtet!
Hun trak i den kolde Morgen afsted
med Grøntkurven — altid glad i Sindet,
sad ude paa Torvet i Regn og i Blæst
og kom ofte hjem vaad lige til Skindet.
Per var Silles Stolthed og Fryd;
hendes „kønne Husbond” var alt for hende,
det eneste ømme og saarbare Punkt
hendes stakkels ærlige Sjæl havde inde.
Per var jo nok en Smule til Grin, —
for sin Dovenskab maatte han tit høre ilde,
men ingen voved at sige det højt,
for Landsbyen havde Respekt for Sille.
Kun en eneste Gang — en uheldig Stund,
i en Ordstrid, begyndt med gemytlig Praten,
kom Nabokonen for Skade til
at kalde Per for „en doven Saten”!
Sille blev hvid som en kalket Væg.
„Per! min Per!” — hun dirred af Vrede —
Min stakkels Per med den syge Arm!
kalder Du ham for doven — din lede!”
Men nu var den anden ikke tilsinds
at lade sig grovelig fratage Ordet;
hun planted i Siden en knyttet Haand
og en anden proper Næve paa Bordet:
„Min Rasmus har ogsaa forvridt sin Arm,
og han har brukket den to Gange siden,
men derfor sidder han ikke paa Stads
som Per — han slider sgu hele Tiden!”
Sille blev næsten uhyggelig stum.
Der faldt som Skel fra de gamle Øjne:
Havde hun virkelig været blind
og levet sit halve Liv paa Løgne —?
Hun tumlede ned paa den nærmeste Stol,
det var, som hun pludselig trængte til Krykker
Tag Troen ud af et Menneskeliv,
og det falder i tusende Stumper og Stykker!
Den Aften blev Sille for Alvor syg
og maatte i Seng med Is paa Ho’det;
Vreden gik hende bogstavelig talt
som en ondartet Feber over i Blodet.
Nabokonen blev stiv af Angst;
og først da Sille kom lidt til Kræfter,
aanded hun brødebetynget op —
Der var ingen, som gjorde Forsøget efter.
Sille var vild en Ugestid;
hun laa og skreg op om Per derinde,
Per, hendes egen, kønne Per,
som havde saa skammelig narret hende!
Men da hun kom til Bevidsthed igen,
havde hun lykkelig glemt det hele;
tilbage stod kun hendes Tro paa Per —
Der var ikke Skygge af Tvivl i de Dele:
Per var Per, en Knop af en Mand!
han kunde ej slide, saa gærne han vilde,
og hun var hans egen Amagermor,
hun var — ja, hun var kort sagt: Sille!
Nabokonerne hørte saa tit
hvordan hun priste sin huslige Lykke —
saadan en Velstand de havde faat!
og saadan et dejligt Havestykke!
Naar hun da stirrede hen paa Per
med Øjne, som stod af Beundring stille,
kom det bestandig med Værdighed:
„Ja, men vi sled osse for’et Sille!”
„Kors ja, Per! Og den sølle Krik,
den blev os en ligefrem Velstandskilde!”
Henne fra Krogen kom det igen:
„Ja, men vi sled osse for’et, Sille!” —
Jeg talte med Sille forleden Dag;
hun stod i sin lille lave Stue
og saa sig om med en Mine saa stolt
som nogen højbaaren Adelsfrue.
„Se!” sa’ hun, „jeg har gjort Indkøb i Dag:
En Sofa, et Bord, to polstrede Stole!
Iaar har Handelen været saa god,
saa jeg tror, jeg faar Raad til en Søndagskjole.
Tænk! Jeg har købt en høj Hat til Per!
I kan tro, den vil ikke klæde ham ilde.”
Henne fra Krogen kom det med Vægt:
Ja, men vi har osse slidt for’et, Sille!”
Og Sille nikkede glad og stolt —
de var to om Æren i alle Dele.
Jeg skottede til hende, halvt i Tvivl
om det ikke var Ironi det hele —?
Men Sille sad saa troskyldig glad —
hun havde saa vist ingen Svig i Sinde;
hun nikkede hen til sin kønne Per —
Der var ikke Skygge af Tvivl i hende!
Se, det var, hvad Sille levede paa!
Hun havde faat Lykkens Evne givet
i sin aldrig rokkende Tro paa Per.
Det, som var hendes Rigdom i Livet,
kan højere, mere ironisk set,
for en Livsløgn kaldes.
Jeg kalder det nu for en Illusion
og mener, at Silles Lod er alles —:
Vi har dog nok alle, saa mange vi er,
en eller anden Ting her i Livet,
som baade er Lykke og Sandhed for os,
men hvis Sandhed for andre ikke er givet.
Herregud — om det ogsaa kun er
en Ener i Illusionernes Flok,
er den blot Sandhed for os, ja saa er den
jo ogsaa for Livslykken nok —!