Uden for Vridsløselilles Mur,
hvor Kragerne skreg paa Tofte,
stod i en raakold Efteraarsdag
en Mand i en luvslidt Kofte.
Sulten og fattig, tvungen af Nød,
og tidlig lært til det onde
havde han stjaalet sit daglige Brød
og mere til, om han kunde.
Værst var det, da „gamle Mor” blev syg,
og Sulten var haard at stille:
Han kunde ej trygle sig Arbejde til,
hvor gærne han ogsaa vilde!
Saa gjorde han Indbrud en Vinternat,
blev fangen og maatte bøde.
Nu havde han siddet et helt Aarstid
i Cellen og sonet sin Brøde.
Med en Byldt Klæder under sin Arm —
et Minde om Fangedragten —
var han just lukket af Forten ud
med et „Lykke paa Rejse!” fra Vagten.
Hvor havde han længtes i Cellens Bur
mod det frie Liv i Naturen!
Hvor havde hans Øjne tindret af Fryd
ved en Solstraales Glimt paa Muren!
Hvor havde han tænkt sig god og glad,
naar Straffens Tid var tilende!
Og nu — gik hans Længsel tilbage igen
til den skumle Bygning derhenne —!
Den syntes ham dog et Værnested
mod spottelystige Blikke;
Verden var ham saa fremmed og kold,
og Kærlighed kendte han ikke.
En gammel Kvinde, som kom forbi,
stirrede mistroisk paa ham
og hasted forbi, som frygted hun for
til Følge paa Vejen at faa ham.
Saa vendte han sig og gik mod Vest,
hvor Aftentaagen sig sænked;
han gik med tunge, mødige Skridt
og Panden mod Jorden sænket.
Hans Hjemsted var neppe en Mil derfra,
et Stykke udover Sletten;
og pludselig gik han med dobbelt Hast —
Før Aften naade han Pletten.
Fra Smedens Esse gløded det rødt,
Ildfunkerne sprang i Skæret,
og udenfor stod Ænder og Gæs
paa Ho’det i Gadekæret.
Hestene redes med Sang til Vands
under Smaabørns S.tøjen og Snakken,
og vejrbidte, arbejdstrætte Mænd
kom hjem med Spade paa Nakken.
Han omfatted alt med sit tavse Blik
og tænkte paa nu og førend —
Dèr laa det Hus, hvor hans Mor havde bot,
— nu stod der en fremmed i Døren!
Han kendte igen den knudrede Pil
og Pladsen til Blegetøjet —
alt saa forandret og dog saa kendt,
at Taaren kom ham i Øjet!
Der stod et Par unge Knøse og drev
med Hænderne dybt i Lommen;
den ene gav den anden et Puf
med et: „Det er Nehls, der er kommen!”
Og Rygtet fløj som en Løbeild frem
fra Smedjen til Andegangen;
snart lød det hviskende rundt omkring:
„Det er ham! Det er Straffefangen?”
De sved i hans Øren de saarende Ord,
de gik ham som Gift gennem Blodet.
Han følte sig pludselig røvet alt Mod,
al Selvtillid sammen med Modet.
Der var end ikke en eneste Mund,
som bød ham et mildt Velkommen!
Da gik det op for Nehls Holtes Sjæl,
at nu først mødte ham Dommen!
Dèr havde han siddet i Cellen gemt
de lange Nætter og Dage
og trot, at han havde sonet sin Synd,
og saa var det værste tilbage!
Han havde gjort op med sig selv og Gud,
trot Gælden betalt med Takken, —
nu saa han, der var en Efterstraf,
som nok skulde kroge ham Nakken.
Der fødtes et bittert Smil om hans Mund,
og der blev det ved at ligge — —
„Gud have Lov, at min Mor er død!
Det værste saa’ hun da ikke.”
Han vendte sig træt, gik i Kroen ind
og saa sig om, som han søgte —
Bedstebønderne sad som før
om Bordet og drak og spøgte.
De flytted sig lidt, da han satte sig ned —
en nysgærrig Stirren og Hvisken —
saa tav de — der hørtes ej anden Lyd
end Skraben af Kort mod Disken.
Den Tavshed var nærved at gøre ham gal!
Og Inger? Var hun ikke hjemme? —
Endelig rejste han sig da op
og spurgte med dirrende Stemme:
„Er der ingen hjemme i Kromandens Hus,
som hører, naar Dørklokken ringer?
Har I ikke set min Kæreste her:
Kromandens lille Inger?”
Da kigged en Pige bag Døren frem:
„Det er ikke saa vist, vi er Venner:
Du har været for længe borte, Nehls,
jeg ved knap, om jeg dig kender.”
Men da var Nehls Holtes Taalmod forbi;
han slog med Næven i Bordet,
saa Øllet spildtes paa Disken ud,
og Kortene flød i Sporet:
„Jeg tvinger dig ikke til Venskab, Tøs!
Du tror vel, jeg skulde dig tigge?
Men om Du saa trygled paa dine Knæ,
til Hustru tog jeg dig ikke!”
Saa vendte han sig til den maabende Flok,
som halvfulde sad om Bordet
og stirrede paa ham og gabende lod
den vrede Mand have Ordet:
„Ingen af Je r tør være bekendt,
at vi har haft Venskab sammen!
Ser I da ikke, hvor fejge I er?
Og brænder Jer ikke Skammen?
Tror I da ikke, I agtede Mænd,
som stolt i Forsædet trone,
I velansete, tykmavede Folk,
at I har noget at sone?
Fordi Eders Synder kom ej i Strid
med Loven og Politiet,
er I vel derfor bedre end jeg
og mindre for Skyld befriet?”
Han slog i Bordet, saa Pladen brast,
og Blodet sprang af hans Negle:
„Jeg skal J r huske til Dommedag,
I usle, krybende Snegle!”
Saa stormed han ud af den aabne Dør.
Han løb, som den Onde var efter,
Byen igennem, til Kirkens Port,
dèr svigted omsider hans Kræfter.
Der sov han den Nat, til Morgenen kom
og vækked ham med sin Kulde,
— saa rejste han sig og søgte det Sted,
hvor hans gamle Mor laa i Mulde.
Han satte sig ned, med Hovedet gemt
i Haanden og Frakkekraven —
Der gled noget underlig varmt og vaadt
mellem Fingrene ned paa Graven.
Saa rejste han sig og skød Huen frem —
over Skikkelsen laa noget bøjet; —
Dèr stod han og saa over Landsbyen ud
med det bitre Haanglimt i Øjet.
Dèr laa jo den gamle Smedje endnu,
den stakkels forfaldne Kasse,
hans Moders eneste Ejendomssted,
som ingen forstod at passe.
Den var jo dog hans, saa ussel den var,
saa raakold den laa dernede;
den kunde vel altid bruges endnu
som en Tilflugt — en hullet Rede.
Saa tog han den gamle Smedje i Brug,
og snart saas Essen at skinne;
han havde ej Dreng, han havde ej Svend,
Selvhersker var han derinde.
Han havde sig kun en sulten Ven:
en herreløs Kat uden Hale;
den spandt om hans Ben, den strøg mod hans Knæ,
den kunde blot ikke tale —!
Og Arbejde fik han, men ingen Ven,
slet ingen røved ham Freden:
man trak kun Hesten til Smedjen hen,
men sky’de at tale med Smeden.
Og mer og mer blev han folkesky,
og haardere slog han Staalet,
og glødende steg i gnistrende Flok
de røde Funker af Baalet.
Saa var det en Dag i den aarle Vaar,
at Klokkerne kimede glade,
og Bryllupsgæster i sluttet Trop
drog gennem Landsbyens Gade.
Fra Kromandens Hus kom Toget ud
i stive Frakker og Kjoler:
skrattende Horninstrumenter først
og siden falske Fioler.
Brud og Brudgom gik Haand i Haand,
og parvis kom Mænd og Kvinder;
Vinden leged med Brudens Krans
og kyssed de friske Kinder.
Smaabørn stredes om Mønt i Grams,
og Trængselen var helt broget.
Paa Kirkegaardsdiget laa en Mand
og stirrede ned paa Toget.
Klokkerne kimede, Lærkerne sang,
alt jublede med i Fryden.
Nehls Holte laa paa Diget og lo,
saa selv han skræmtes af Lyden.
Solen skinnede, Skoven sprang
med Knopper i Løvspringstiden —
Nehls Holte laa paa Diget og lo,
saa ingen glemte det siden.
Følget forsvandt bag Kirkens Dør
med Puffen, Hvisken og Sukken —
Bruden var bleg som et Lig — men den Dag
da drak Nehls Holte sig drukken.
Aarene gik, og saa meget blev glemt,
tavse blev alle de sladrende Tunger,
men Nehls var til evig Ihukommelse bestemt,
Landsbyens Mødre brugte ham bekvemt
til Bussemand for deres uartige Unger.
Og han, som i Grunden havde Børnene saa kær,
holdt længe med Sukkergodt Mødrene Stangen;
men legede de Smaa rundt om Landsbyens Kær,
hvisked de dog bange, naar han kom dem nær:
Det er ham, I vèd nok, — Nehls Holte — Straffefangen!
Den Gang var han nær bleven svirende og gal;
da var det, at der hændte noget mærkeligt paa Egnen,
som fik ham til pludselig at ændre Signal —
Han glemte med det samme sin egen Hjærtekval
for at tænke paa en andens: en ung Søn af Degnen.
Fyren havde levet saa vildt som kun faa,
haanet Nehls Holte saa godt som hver anden,
nu havde han alene sin Gæld at leve paa —
saa brændte han to Gaarde, som i Landsbyen laa
og stjal, hvad han kunde, af Penge under Branden.
Men da han omsider fra Fængselet slap ud,
da stod der en Mand under Murkantens Skygge
med vejrbidte Træk og med vindbarket Hud,
ventende i Byger af Hagl og af Slud,
rystende hans Haand og blev ved den at trykke:
„Velkommen ud i Frihed! Ja ret kun din Ryg
og se mig ind i Øjnene — Du kender mig ikke,
men Du kan lide paa mig, for mig er Du tryg —
Nehls Holte er ikke saa slem, som han er styg,
og ingen ser ham mer hverken spille eller drikke.
Siden Du blev fangen, har han svoret sig selv
fordi — ja fordi at han kunde ikke andet:
Det skulde ikke gaa dig saa galt, som det gik ham!
Du skulde ikke knækkes af Mistro og Skam,
men sejle klar af Stormen og faa Skuden paa Landet.
Se her er min Haand, og her er mit Ord!
Jeg er din Ven, og paa mig kan Du stole.
Du maa aldrig fortvivle, forstaar Du, min Bror?
Du maa tro, at Du kan rejses, om end Brøden var stor,
og ikke være ræd for den haardeste Skole.
Jeg ved — og her i Aften kan jeg sige det frit,
at om jeg havde mødt, da jeg selv kom fra Fængsel,
en eneste, som blot vilde agtet mig lidt
og trot paa det Fremtidens Liv, jeg kaldte mit,
saa var jeg bleven sparet for megen, megen Trængsel.
Der føres nuomstunder saa mangen Tale frem
om kristelig Mildhed og Naade mod en Synder
Jeg kender mange pæne Folk fra kristnede Hjem,
men — straffet det er „straffet” ogsaa for dem —
og ser Du, her er det, min egen Tvivl begynder.
Jeg siger kun saa meget: Har Du angret, som jeg tror,
saa bare Respekt for din Livskamp herefter!
Hatten af for den, som har Nøden til Mor!
Hatten af for dig, min foragtede Bror!
Jeg rækker dig min Haand. Naa! Vorherre gi’ dig Kræftert
Nej, Du skal ikke takke, Kammerat! for din Sag
er fælles med min egen —: Gaar Du frem til det gode,
saa dør dog Nehls Holte ikke helt som et Vrag!
Han rettede sig aldrig — det er sandt — han var svag;
men han hjalp dog en anden stakkels Djævel paa Fode!