Her, hvor jeg sad bag Fængselsmur
i samfulde Uger ti,
her vil maaske, naar jeg selv er Støv,
min Skygge glide forbi,
mens Dagen ganger alt under Lide — —
Hver, som kommer at træde herind,
hvad Sorg han saa nævne vil,
vide skal han i samme Stund,
at der var en tyngre til.
Hver, som tager i Dørens Greb,
hvad Længsel hans Hjærte bær,
vide skal han, at større Savn
har èn Gang vaandet sig her.
Hver, som standser ved Ruden blank,
hvor ridset mit Navn mon staa,
føle skal han, som om jeg selv
stod hos og stirred derpaa — —
Hver, som ganger min Plads forbi,
hvad Elskov han kalder for sin,
vide skal han i samme Stund,
at intet var den mod min!
Nej dig, Kronborg, i Bølgens Favn!
Din Troskab stoler jeg paa:
Tale Du kan, saa der lyttes til,
og tie igen, som faa — —
Naar hvert et sprøjtende Bølgekast
indslynger mod Land min Dom,
vil hvert et Blink af dit røde Fyr
fremglimte et Sagn derom —
mens Dagen ganger alt under Lide — — —