Endnu et Kys paa din Mund og din Kind
og paa Øjenvippens Fryndser, Skat!
paa min Puslings Haand, paa min Puslings Fod
og paa Panden med tusend Godnat!
Endnu et Greb — aa, endnu et Greb
af de Fingre smaa i mit Haar,
og et Smil af dem, jeg har elsket mest,
saa det aldrig i Mindet forgaar!
Endnu et Spring — aa, endnu et Spring
i din Glæde højt paa min Arm,
lystig sparkende løs mod mit Bryst
med din Fod saa blød og saa varm!
Endnu en Leg, — aa, endnu en Leg
til Farvel og en munter Sang,
saa din klukkende Barnelatters Lyd
maa hilse mig sidste Gang!
Jeg ler jo selv og slipper dig saa —
mit Hjærte jeg danser ihjæl!
min Graad er Latter, min Latter Graad,
mit knugende Favntag Levvel!
Jeg løsner din buttede Arm om min Hals —
Gud signe dit Liv paa Jord!
Tusend Farvel! Ak, tusend Farvel!
Glem aldrig din stakkels Mor —!