De siger, at Dommen er falden,
og jeg er forvist fra Folk og Land!
Det drypper ej mer i Skaalen,
èn Gang fyldt til over sin Rand.
Kunde mit Barn jeg tage,
jeg bar det frem mod den klare Sol,
aldrig jeg saa mig tilbage
efter en Kongestol!
Kun gennem Gribskovs Vænger
skulde min Længsel fare ved Nat,
gribe i Mosekonen
og Ellepigerne fat,
fare som løse Heste,
der næppe strejfer Jorden med Hov
over det hegnede Lukke
og fylde med bævende Sukke
hele den undrende Skov!
Jeg ser mine Dages endløse Spor — — —
Tyst vil jeg gaa mine Veje
og sanke mig Kranse af Mindets Flor;
men alle de Børn, jeg finder,
med kornblaa Øjne og gule Haar
og blege, magrede Kinder,
med dem vil jeg dele mine ensomme Kaar,
mindes ved deres glade Leg
og lystige lille Stemme
min egen Pusling derhjemme,
tænke, naar jeg dem tættest favner,
paa hende, jeg dybest savner!
Jeg drømte en Nat om en ensom Strand
højt over Jordens larmende Egne —
Der sad en Mand
og skrev med sin Haand i det dybe Sand.
Hans Øjne fulgte de Sandkorn smaa,
som randt imellem hans Fingre
og sletted igen, hvad ej skal staa —:
Han sletted de haardeste Domme,
som Mennesker dømmer hinanden med,
og over dem alle skrev han:
Kærlighed gaar i Synderes Sted —!
Jeg tænker, hver skælvende Menneskesjæl
al Jorden om
kommer dertil, at den samme Haand
skriver i Sandet hans Dom,
tegner den Vej, hvorfra han kom
og tegner den, han skal gaa — —
Det synes mig trygt at tænke derpaa.
Og maatte jeg læge blot èn eller to
af de blødende Saar paa min Vej,
saa var det vel det, som Guds Finger
skrev i Sandet for mig — —!