Jeg husker et Ridt gennem Gribskovs Hegn,
saa lys en Skærsommernat!
Høstakke dufted fra hver en Kant,
og Pindsvin pudsled i Krat.
Vi sprængte over det vaade Græs —
hans Hest var lige ved min —
Fuldmaanen slog over Engen, ud
sit sitrende Sølverlin.
Ikke en eneste Blomst, jeg ved,
blev knust den Nat paa vor Sti,
og alle de Fuglereder smaa
forsigtig vi red forbi — —
Inde i Dampen, som sagte steg
fra Mjødurt og Fingerbøl,
bryggede Mosekonen den Nat
sit varme, berusende Øl.
Jeg drak mig en glødende Elskovsrus
af hvert et levende Straa!
Elske maatte jeg hver en Ting,
mit fryddrukne Øje saa:
Muldvarpen skød over Jorden op,
jeg kunde den fanget med Lyst!
Markmusen løb over Vejens Grus,
jeg kunde den gemt ved mit Bryst!
Natuglen skreg fra det gamle Slot —
melodisk dens Stemme lød!
Snogene sov i det dybe Græs,
jeg kunde dem skjult i mit Skød!
Skruptudsen krøb paa den vaade Vej,
jeg kunde den favnet saa vel!
Sværmeren fløj mod min hede Kind,
jeg kunde den kysset ihjel —!