Jeg sad i et gravmørkt Kammer,
min Tanke var mørkeræd —
Min Sjæl var ved at gaa under
af Rædsel for Mørkets Sted.
Da sprængtes Døre og Laase!
Der vælded et Lyshav ind!
Jeg glemmer aldrig den Varme
og aldrig det Straaleskin!
Det var, som skulde og maatte
jeg give Alverden Del
i al den jublende Lykke,
som den Gang bødes mig hel!
Men tømte jeg ud til Bunden
min gyldne Lykkepokal,
saa bøder jeg nu med Bærmen
af Livets end’løse Kval!