Tit, naar jeg sidder herinde
og stirrer ud mod det blinkende Sund,
hvor Bølgerne danse og skinne,
favnes og lystelig rinde
ind mod den sandede Grund,
møder mig samme Minde —
En Dag, da ved Aftentide
min Jagtbaad skar det blinkende Sund,
hvor Sejlere ligesom hvide,
slanke Svaner fremglide,
vel hundred i samme Stund!
Det Sund, det kender min Kvide — — —
Der skreg i Luften en Maage;
vi mødte et Skib — et grundstødt Vrag!
Der steg som en fugtig Taage
op bag mine Øjenlaage:
Det hilste med Englands Flag!
Jeg husker den hvide Maage — — —
Af Graad var mit Øje blindet;
den danske Kyst stod smykket til Vaar,
og Byen laa tusendtindet
Paa Land stod Kongen — i Mindet
en Olding paa tyve Aar!
Og Sundet laa solbeskinnet — —!