Min Kærligheds Lovsang! Jeg synger dig ud
fra Fængselets Mure,
lader dig stige med Taagen mod Sky
og glide i Solglansen ind over By!
Du kan ikke fanges i Bure!
Om dryppende Blod end tegner din Vej,
og Kval blev dig givet,
Du taber ej ringeste Gnist af din Fryd,
af den jublende, syngende Lovsangslyd,
hvori Du sprang ud til Livet!
Min Kærligheds Lovsang, Du kan ikke dø!
Jeg lader dig blive,
flagre om Fyret i ensomme Kvæld,
for siden i Fuldmaanens lysende Væld
min evige Saga at skrive!
Synes Du, Vandrer, som ganger i Kvæld
om Ringfæstningsmuren,
at Sundet hvisker saa sært ved din Fod,
og Roserne fælde det røde Blod,
og der er som Sang i Naturen,
— min Kærligheds Lovsang, jeg ved det er dig!
Du aander derude,
synger fra Havet mod Slottet paa Ø,
skælver i Løvspind langs hviskende Sø
og svulmer i Sejl af hver Skude!
Naar Hjærtet maa gløde i Kvindebryst
og le i sin Vaande,
kan ikke dæmme for Følelsens Væld,
føler, det kunde sig elske ihjel,
da fanger Du Liv og Aande!
Ej Aar kan dig øde, saa mange de er,
ej Had kan dig kvæle!
En Kærlighed, stærk og tro som min,
vil altid finde sig Sangbund fin
dybest i Kvinders Sjæle —!